Vækstkurver

Her finder du de vækstkurver, som læger og sundhedsplejesker i dag støtter sig til, når de skal vurdere spædbørns vækst. Kurverne tager udgangspunkt i talmateriale, som er ca. 30 år gammelt. Dengang var der langt flere børn, der fik flaske end i dag. Det indebærer, at disse vækstkurver ikke passer særlig godt til børn, der ammes.

Det er i dag meget almindeligt, at børn vejer mere end gennemsnit, når de er fra 1-10 måneder. Børn, der ammes fuldt ud, tager typisk meget på i starten, for så at tabe sig igen i 6-8 måneders alderen. Væksten nærmer sig typisk gennemsnittet (jf. kurverne), når børnene begynder at spise andet end brystmælk og når de begynder at kravle og gå, altså bliver mere fysisk aktive.

Vækstkurverne er baseret på danske børn, hvilket også betyder, at man skal passe på med at bruge dem på børn af anden etnisk herkomst, fordi de alt andet lige følger andre vækstkurver.

Når man ser på for tidligt fødtes vægt og højde i forhold til alder, skal man være opmærksom på, at der er forskel på biologisk alder og faktisk alder. Den faktiske alder regnes fra børnenes fødselsdag. Den biologiske alder (også kaldet reguleret alder) regnes fra undfangelsestidspunktet (svarende til den biologiske alder fratrukket det tidsrum børnene er født for tidligt). Det giver et mere reelt billede, hvis man ser på for tidligt fødtes regulerede alder eller måske nøjes med at se på vægt i forhold til højde, og helt se bort fra alder.

Tvillinger (især tveæggede) vokser ikke nødvendigvis samtidig. Hvis de som udgangspunkt er nogenlunde lige store, kan der sagtens være periode, hvor den ene skyder mere i vejret end den anden og således er et par centimeter/skonumre osv. større end den anden. For enæggede sker det ofte, at forskellene kan vende på et senere tidspunkt, således at den, der før var mindst, nu i en periode er størst. For nogle enæggede kan der være tale om store forskelle i deres fødselsvægt som gør, at de trods deres identiske DNA vækstmæssigt er meget forskudte.

Nedenfor kan du finde vækstkurver for hhv. drenge og piger for:

  • Højde/Alder
  • Vægt/Alder
  • Vægt/Højde

Kurverne er de samme der er gengivet i Politikens bog om børn.