Identitet er ikke medfødt, det udvikles i samspillet med omgivelserne og grundlægges i det tidlige samspil mellem forældre og barn. Psykologen Erik Erikson er berømt for sin teori og hvordan identiteten udvikles i særlige psykosociale faser. Her præsenteres den nuværende empiriske viden om, hvordan identiteten udvikles uden relation til én specifik teori.

De tidligeste år: Forældre-barn samspillet

Vores opfattelse af hvem vi er (vores identitet) skabes i det social samspil med andre og identitet er derfor ikke en fast uforanderlig egenskab. Det betyder, at vores identitetsdannelse starter allerede i den tidligste forælder-barn relation – hvor både forælderen og barnet er aktive deltagere i det sociale samspil.

Tidligere troede man, at det nyfødte barn ikke var i stand til at mærke forskel på sig selv og moderen, men at spædbarnet så at sige var psykologiske sammensmeltet med moderen. I dag ved man, at barnet allerede fra fødslen oplever at have en oplevelse af sig selv som adskilt fra andre og derfor fra dag ét bidrager aktiv til at skabe forælder-barn samspillet. For tvillinger betyder det også, at de fra fødselen har en oplevelse af sig selv som ikke er sammensmeltet (symbiotisk) med oplevelsen af hverken moderen eller medtvillingen, således som mange bøger om tvillinger antager.

Det betyder lidt teoretisk, at tvillinger ikke fødes med en ”vi-identitet”, hvorudfra de skal løsrive sig for at udvikle en ”jeg-identitet”. Denne antagelse har været den dominerende indtil for cirka 10-15 år siden og den har været med til (fejlagtigt) at gøre adskillelse til den foretrukne intervention i forhold til at sikre sig at tvillinger får en sund selvstændig identitet. Der er dog ikke fra fødslen en afhængighed mellem tvillinger!

Det, der bliver betydningsfuldt i forhold til tvillingers identitetsdannelse i de tidlige år, er at se på, hvordan den tidligste primære relation (dvs. forældre-barn forholdet) adskiller sig fra enlinger. Den allervæsentligst forskel er, at tvillinger deler; De deler omsorg, de deler opmærksomhed o.m.a. Denne deling forandrer den primære omsorgsrelation, og gør den anderledes fra enlingers på et utal af måder. På denne baggrund kan man teoretisk set forestiller sig, at tvillingers identitetsdannelse vil kunne have et mere sårbart udgangspunkt.

Førskolebarnet og skolebarnet: Egocentrisme og identifikation

Efterhånden som barnet begynder at tilegne sig forskellige færdigheder, vil det vurdere sig selv ud fra disse færdigheder og i høj grad identificere sig selv med dét, som barnet kan. Frem til omkring skolealderen er barnet det, man kalder “egocentrisk”, dvs. ikke i stand til at se ting fra andre perspektiv – det ser kun verden ud fra sit eget perspektiv. Egocentrisme må ikke forveksles med egoisme, som er noget helt, helt andet. Evnen til at betragte sig selv udefra kommer således først omkring skolestart, hvor barnet i stigende grad begynder at sammenligne sig selv med andre; hvem er jeg ligesom (identifikation) og hvem er jeg forskellig fra (deindentifikation). Barnet kan nu i stigende grad reflektere over, hvordan andre mon tænker og synes om det og bliver mere og mere bevidst om, hvordan det selv fremstår i andres øjne. Identiteten bliver således i stigende grad knyttet til barnets sammenligninger af sig selv med andre og til barnets reflekteren over sig selv.

Pubertet og teenager – løsrivelse eller genforhandling?

I takt med at barnet bliver ældre udvikles hele tiden nye kognitive og psykosociale færdigheder, især tiden omkring pubertet og teenagetid er forbundet med store udviklingsmæssige forandringer, som indebærer nye udviklingsmæssige udfordringer og som udløser nye forventninger og krav både fra omgivelserne og fra den unge selv. Dette indebærer en genforhandling af forældre-barn forholdet og de mange nye måder at skulle forholde sig til hinanden på indebærer, at identiteten (selvoplevelsen) også bliver taget op til genforhandling.

Traditionelt er denne tid blevet opfattet som en løsrivelsesperiode, og i denne forbindelse er det fejlagtigt blevet fremhævet at tvillinger har en dobbeltløsrivelsesopgave, idet de både skal løsrive sig fra forældrene og fra hinanden. Nyere psykologiske grundforskning peger på, at vi ikke skal løsrive os fra vores primære omsorgspersoner, men at relationen og dennes betydning i stedet indebærer en genforhandling. Vi løsriver os ikke fra de betydningsfulde mennesker vi er knyttet til -men genforhandler vores forhold til dem.

Faktisk peger undersøgelser på, at relationen til forældrene er langt mere betydningsfuld for voksne i 20-25 års alderen end hidtil antaget. Næstefter relationen til en evt. partner er relationen til forældrene den mest afgørende for en persons lykkefølelse.

For tvillinger indebærer teenagetiden at deres gensidige fortrolighed og nære forhold skal genforhandles i forhold til, at den enkelte unge finder en romatiske partner som pludselig tager forrank i forhold til, hvem man deler personlige og selvafslørende hemmeligheder med. Det kan gøre teenagetiden sårbar for tvillinger – især enæggede. Dog kan det at være tvilling også være en ressource i denne periode, fordi tvillinger har en medtvilling, som erfaringsnært forstår præcis, hvordan det opleves og derfor vil være en langt mere kompetent støtte og ressource. Der er således ikke entydigt tale om, at teenagetiden er særligt sårbar for tvillinger – tvillingeskabet kan også være en særlig ressource.

Teenagetiden er også en periode, hvor den unge eksperimenterer med rolle i forskellige sammenhænge, og her kan tvillingeskabet både være mulighedsbegrænsende og mulighedsgivende alt afhængig af den enkeltes oplevelse af sig selv og sit tvillingeskab.I forhold til tvillinger er det vigtigt at understøtte at det er ok at være lig hinanden og ok at være forskellig fra hinanden – der findes ingen rigtige eller forkerte måder at være tvillinger på!

Voksenlivet

Indtræden i voksenlivet betyder ikke at tvillingeforeholdes nærhed og intimitet skal afsluttes, men det skal modnes. Tvillingerne skal finde en for dem unik balance mellem intimitet og integritet mellem lighed og forskellighed og mellem adskillelse og samhørighed. I denne del af livet søger enkeltfødte en jævnaldrende som begynder at tage forrang i forhold til deres forældre, som de mest betydningsfulde personer i den enkeltes liv. For tvillinger er der tale om, at både medtvilling og forældre nu mister status til fordel for en partner.

Den genforhandling af relationer og følgelig genforhandling af ens egen identitet som er særligt fremtrædende i puberteten kan være lige så fremtrædende i andre livsperiode, som f.eks. når der stiftes familie eller når den stiftede families brydes, når børnene flyver fra reden eller når man går på pension.

Menneskers forhold til hinanden forandre sig hele tiden og igenne hele livet – vi forandre og omstrukturer derfor også vores identitet hele livet igenne. Identitet er jo ikke medfødt, men et socialt fænomen, som skabes i samspillet med andre!

Tvillingers indbyrdes forhold forandrer sig også hele livet og det samme gør deres individuelle identitet!  (Når mennesker oplever deres identitet som stabil og uforanderlig er det i højere grad et udtryk for, at vores omgivelser og vores måder at opfatte omgivelserne på er temmelig stabile).