Der findes ingen nyere teoretisk begrundelse eller nogen forskningsmæssig evidens (dvs. videnskabeligt bevis) for, at det er bedst for tvillinger at gå i hver sin klasse. De eksisterende undersøgelse af effekten af adskillelse i hver sin klasse peger på, at tvillinger i indskolingen har større trivsels- og læringsmæssige udfordringer, hvis de går i hver sin klasse, hvilket især gælder enæggede tvillinger, for hvem en enkelt undersøgelser peger på, at den negative effekt af adskillelse tiltager i de første par skoleår.

Undersøgelserne kan ikke påvise nogen længerevarende forskel på, om tvillinger går i hver sin eller samme klasse. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være udviklingsmæssige forskelle for det enkelte barn, som kan være knyttet til, hvorvidt tvillingerne går i hver sin eller samme klasse. Dette afhænger dog i høj grad af det enkelte tvillingepar og deres dynamik i den samlede børnegruppe.

Trods at den eksisterende forskning peger på, at der er flere fordele end ulemper ved at placere tvillinger i samme klasse, er det en udbredt myte, at tvillinger bliver mere selvstændige af at have en adskilt hverdag og at det skulle være det bedste for deres individuelle identitetsudvikling. Med udgangspunkt i nyere psykologisk grundforskning må sådanne påstande dog afvises som myter, der alene baseres på forældet teori og single case studier af kliniske populationer med ringe generaliserbarhed til tvillinger generelt.

Tvillinger har (som udgangspunkt) ikke brug for at blive adskilt for at udvikle sig til selvstændige individer – heller ikke tvillinger som har et meget tæt forhold og heller ikke tvillinger, som er socialt tilbageholdende. Dette kan ligefrem være kontraindikativt for adskillelse, dvs. tale for ikke at adskille tvillinger.

Det væsentligste er, hvordan tvillingers omgivelser takler de to børns unikke individualitet og deres særlige relation, deres tvillingeskab. Desværre er praksis på området mere præget af myter end af evidens, og udgangspunktet for en forståelse af tvillinger og deres sociale udviklingsvilkår tager fejlagtigt afsæt i enkeltfødte. Dette indebærer, at tvillingers indbyrdes relation let problematiseres alene fordi tvillingeskabet som relation afviger fra normative forventninger til søskenderelationer generelt. Herved overses både ressourcer og særlige sårbarheder knyttet til det, at være tvilling, og muligheder for en evidensbaseret vurdering af det enkelte tvillingepar vil følgeligt være ringe.