Trøst af to på én gang

Babygråd er en af de mest stressende lyde for forældre. Med to spædbørn, der græder på een gang, er der ikke noget at sige til, at forskningen påpeger, at en af de mest stressende situationer i nybagte tvillingefamiliers hverdagsliv er, når begge babier græder samtidigt og man kun er een til at trøste dem.

Her får du nogle gode råd til at håndtere, når begge babier græder samtidig. Du kan bl.a. læse om, når de er helt utrøstelige og når du selv er ved at være brugt op og på grådens rand og om hvordan du kan hjælpe dig selv med at bevare roen og “fordele” dig selv på to børn samtidigt.

Du er eksperten på dine børn og jeg kan kun tilbyde mit psykologfaglige input om børns udvikling og behov, krydret med de erfaringer, jeg har, fra mange års rådgivning af tvillingeforældre. Jeg håber, at du kan bruge mine input som inspiration og du mest af alt vil lytte til, hvad dine egne erfaringer med dine børn fortæller dig om, hvad der virker for netop jer.

[restrict … ]

Tjek det basale

Der kan være mange grunde til, at spædbørn græder, ofte er det sult eller træthed, men det kan også være en bøvs, der har sæt sig på tværs eller at barnet har det for varmt eller fryser. Det kan også være en pga. overstimulering eller fordi barnet savner nærhed og hud-mod-hud med dig.

For tvillingers vedkommende kan gråden også opstå, fordi medtvillingen græder og det kan i perioder “smitte”.

Det er ikke altid til at regne ud, hvad årsagen til gråden er og man må her prøve sig frem i forhold til, hvad der kan afhjælpe problemet.

Årsagen til gråd kan afhjælpes,
men det ikke altid, at gråden ophører.

Bevar roen

Selvom man forsøger sig frem med alt muligt, er det ikke altid, at man kan finde årsagerne til spædbørns gråd og man kan derfor opleve, at der ikke er noget af det, man gør, som virker.

I de situationer kan man komme til desperat at prøve alt muligt, men vær opmærksom på, at det kan være med til at forværre situationen:

Tak til Signe Hansen for foto.

For det første kan det give for meget uro omkring dem, hvis du vedbliver med at prøve alt muligt forskelligt for at trøste dem. De kan blive overstimulerende og stresse og græde endnu mere.

For det andet kan de mærke, at du evt. stresser over ikke at lykkes med at afhjælpe og stoppe gråden.

I de situationer hvor intet virker, kan det være hjælpsomt at huske:

  • Du er ikke en dårlig forælder, fordi dine børn er utrøstelige
  • Din opgave er ikke altid at stoppe gråden, men at være der for dem
  • Hold fokus på, at berolige dig selv, så kan du bedre berolige dem

Trøst handler ikke altid om at stoppe gråden

Når du har gjort, hvad du kan for at fjerne årsagen til deres gråd, så prøv at være opmærksom på, hvad der er din opgave, mens børnene græder:

Målet med trøst og beroligelse behøver ikke at være at få dem til at holde op med at græde! Du kan afhjælpe årsagen til gråden, men det er ikke altid at gråden ophører og så handler trøst og beroligelse mere om, at vise dem at de ikke er alene med deres svære følelser.

Det er okay at være overvældet af voldsomme følelser og græde, så længe de kan mærke, at du er der.

Du er ikke en dårlig forælder,
fordi dine spædbørn græder utrøsteligt

Fysisk kontakt og beroligende ord fordelt på to børn

Tvillingeforældre er gode til at kompensere i kontakten med to børn: De har ofte øjenkontakt med det barn, der er længst fra dem, mens de giver medtvillingen fysisk nærhed.

Du kan altså vise dine børn, at du er der for dem, når de græder, både med beroligende ord og med fysisk kontakt. Det kan gøre det lettere at få øje på, at du faktisk er der for begge børn, selvom du i den givne situation kun tager dig direkte af den ene.

Hvis den ene f.eks. græder, mens du er optaget af en omsorgsopgave eller trøst af den anden, så tal beroligende til ham, der er længst fra dig. Sig f.eks.: “Du er bare så ked af det lige nu…jeg vil så gerne trøste dig… jeg er lige her og jeg gør det så godt jeg kan… bare tag det helt roligt… det skal nok gå”.

Det er underorndet om børnene er for små til at forstå, hvad du siger. Din stemme og toneleje vil virke beroligende på dem begge – og det vil også kunne virke beroligende på dig selv, at sætte ord på situationen. Du kan lettere berolige dem, når du husker også at berolige dig selv.

Den “gode nok forælder” er kendetegnet ved
at tåle børnenes frustration i forbindelse med
at de ikke altid får deres behov opfyldt straks

At have to på skødet – amning og svøbe

Når tvillingerne er helt små og ikke kan holde hovedet selv, kan det være virkelig udfordrende at trøste to børn på én gang.

Amning (og flaske) virker beroligende og dobbeltamning kan være en rigtig god måde, at trøste to på én gang. Men det er ikke altid, at det virker og så kan du eksperimentere med, at have den ene i skødet og vugge ham med dine ben, mens du bær den anden på armen tæt på din kind og så bytte rundt efter behov.

De har været vant til at deres kroppe har været tæt omsluttede inde i din mave og det kan derfor virke beroligende at svøbe dem tæt – enten i et lille tæppe eller et særligt babysvøb.

Du kan eksperimentere med beroligende berøringer, f.eks. at stryge dem hver især beroligende fra hårgrænsen ned over næseryggen, mens du evt. synger eller taler beroligende.

At bære rundt på to

Nogle børn vil slet ikke falde til ro, med mindre du går rundt og bær dem vuggende med tæt kropskontakt, så de mærker bevægelse.

Det er muligt at bære to spædbørn på een gang: Du lægger dem ved siden af hinanden, bukker dig ind over dem og løfter dem samtidig. Din ene arm holder om begges numser og din anden arm støtter bag begges hoveder.

Slynger og vikler kan være en hjælp til at bære to spædbørn samtidig, du kan evt. have den een i vikle og armene fri til den anden. Med bæreudstyr holder du til at bære dem i længere tid og har du bedre mulighed for at hjælpe dem med at holde en evt. sut i munden, når de pga. gråd taber den igen og igen eller tilbyde dem din lillefinger at sutte på, hvis du stadig er igang med at etablere amningen og ikke vil forvirre dem med sut. Spædbørn beroliges af at sutte.

Når du bær rundt på to grædende børn, er det ikke altid at tvillinger lader sig trøste med en grædende medtvilling i samme favn.

Når begge er utrøstelige

Hvis begge er helt utrøstelige, kan du prøve at lægge den ene i slyngevugge eller evt. barnevognen eller lign. og rokke ham, mens du har den anden på armen og trøster hende. Når hun er faldet helt til ro, kan du så bytte rundt og trøste ham.

Hvem, du starter med at have på armen, kan afhænge af, hvem der er mest ulykkelig, men du kan også starte med det barn, som du tror hurtigst vil kunne trøstes.

Det er et godt trick at køre barnevognen hen over et dørpanel eller et gulvtæppe for at få en større vuggende bevægelse. Du kan også eksperimentere med at rokke barnevogn med foden eller vugge slyngevuggen med en snor, så du har to arme fri til det ene barn, du har i favnen.

Nogle gange kan du lykkes med at trøst begge på denne måde, andre gange kan du blive ved med at bytte rundt til du selv er ved at være på grådens rand. Hvis det er der, du er, så vid, at det er okay, hvis de ser dig græde. Det er ikke en let opgave.

Husk dig selv på, at du gør det
så godt, du kan.

Hvis du er helt brugt op

Hvis du er ved at være helt brugt op, så kan det være en ide at lægge begge børn i slyngevugge eller barnevogn og bare rokke dem, mens du tager dig af dine egne følelser.

Det er ikke en optimal løsning, men ved at blive ved dem og rokke dem, kan de mærke, at du er der og du kan tale beroligende til dig selv og fokusere på at genfinde din ro samtidig med, at de kan høre din stemme.

Din duft kan virke beroligende og du kan vt. prøve at lægge en af dine brugte T-shirts ned til dem, så de også kan lugte dig.

Når lyden af gråd fylder meget, kan du reducere dens stressende effekt vha. ørepropper.

Hvis du har mulighed for det, så ring efter en “livslinie” og bed dem komme med en frisk favn hurtigst muligt eller bed dem rokke barnevognen for dig, mens du tager en pause og samler lidt kræfter.

Egne reaktioner

Nogle kan være bange for at bryde sammen og græde selv. Det er en helt forståelig reaktion og det kan være hjælpsomt at give efter og give dig selv lov til at græde. Giv dig lov til at føle, det du føler – det gør dig ikke til en dårligere mor/far. Børnene må gerne se dig græde – og blive god igen.

Nogle kan opleve et raseri, som kan skyldes den overvældende oplevelse af magtesløshed, som situationen er præget af. Det er også en okay følelse, så længe du ikke handler på det og gør noget i raseri. Træk dig væk fra børnene. Hvis du får lyst til at rase, så prøv at lægge dine hænder på din brystkasse og mærk din vejrtrækning – lad det være det eneste job, du har i nogle minutter, indtil du igen er klar til at være på.

Nogle oplever, at den vedvarende gråd får dem til at føle sig så magtesløse, utilstrækkelige, at de oplever sig selv som inkompetente og kan få tanker om, at barnet/børnene “jo heller ikke vil mig”. Det kan indebære, en lyst til at trække sig mest muligt fra barnet/børnene fysisk og/eller følelsesmæssigt. Det er okay i ny og næ at trække sig, men vær obs på, at det ikke bliver en ond spiral, hvor du trækker dig mere og mere. Søg fysisk nærhed og kontakt med dine børn. Hvis du ikke kan komme ud af den onde spiral, så bed om hjælp fra omgivelserne og/eller fra en professionel samtale partner.

Kort og godt

  1. Tjek de basale behov
  2. Hvis du er optaget af det ene barn, kan du tale beroligende til det andet barn
  3. Tilbyd kropskontakt, dobbeltam eller svøb dem tæt i tæppe eller babysvøbe
  4. Du kan vugge én i dine armene og én på dit skød mens du sidder ned og bytte rundt efter behov
  5. Du kan bære rundt på to på een gang, men bæreudstyr gør det lettere
  6. Tal beroligende, sæt ord på situationen eller syng – også for at berolige dig selv
  7. Du kan rokke den ene i slyngevugge eller barnevogn, mens du trøster den anden på din arm og bytte rundt efter behov
  8. Hvis du rokker begge i slyngevugge eller barnevogn, kan du lade dem mærke dig, ved at stryge dem let over panden og lade dem ligge op af tøj, der lugte af dig.
  9. Du er ikke en dårlig forælder, hvis dine børn er utrøstelige. De må gerne græde, bare de kan mærke, du er der.
  10. Det er ok, at bruge ørepropper og de må også gerne se dig græde

[/restrict]

Dette indlæg blev udgivet i Baby, Gråd og trøst af to, Ikke kategoriseret og tagget , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.