Undersøgelsen er en interview undersøgelse af 11 trillingemødre, hvoraf 1 er undfanget spontant. Mødrene er blevet interviewet og testet flere gange i løbet af de første 4 år.

På baggrund af disse interviews har forskerne fundet frem til nogle hovedområder, som er dominerende hos alle. Primært havde størstedelen af trillingemødrene haft betydelige sociale og følelsesmæssige problemer. Ved 1 år er der stadig problemer omkring udkørthed, søvnmangel og stress, hvilket påvirker parforholdet negativt og isolerer mødrene socialt.

Forholdet til børnene er hos mange præget af problemer og frustrationer omkring ikke at have tid nok til hver enkelt barn, at moderskabet bliver en praktisk effektiv funktion med for lidt tid til omsorg, leg og kontakt med det enkelte barn, hvilket præger mor-børn relationen helt frem til 4. år.

Da trillingerne var 1 år, havde seks mødre havde alvorlige psykologiske problemer, f.eks. angst og tre mødre var i behandling for depression. Der fødes ikke særlig mange trillinger og 11 respondenter er i dette lys et reletivt flot antal. Dertil afspejler resultatet en lignende tendens blandt tvillingemødre, hvor det er veldokumenteret at der er en betydeligt forhøjet risiko for depression og angst, når sammenlignet med enkeltfødte.

Det som adskiller denne undersøgelses resultater er, at tendensen blandt disse trillingemødre lader til at være vedvarende helt frem til børnenes fjerde leveår. Da trillingerne var 2 år, led fire mødre således stadig af angst og depressive symptomer,
syv mødre havde store vanskeligheder med at imødekomme børnenes individuelle behov og håndtere deres indbyrdes konflikter og heraf havde fire af mødrene så alvorlige problemer, at der ville have været risiko for trillingernes velfærd, dersom der ikke havde været interveneret.

Ved trillingernes 4. leveår rapporterede samtlige mødre om følelsesmæssige problemer, især mht. træthed og stress, fire var i antidepressiv behandling og tre mødre havde mindre følelsesmæssige problemer. I to af familierne havde et barn så store emotionelle forstyrrelser, at psykologhjælp var påkrævet, dertil kommer, at hele fire ud af de 11 mødre spontant udtrykte anger i forhold til at have fået trillinger, med udsagns a la “det er for høj en pris”. Alt i alt konkluderer forskerne, at der ikke er de store forskelle fra 2. til 4. år.

Mødrene kom fra en middel- eller højere social klasse og havde således flere socioøkonomiske ressourcer end trillingemødre fra lavere sociale klasser ville have haft. Dette kan medvirke til at tegne et mere positivt billede end hvad virkeligheden reelt afspejler. Ingen af trillingerne havde senfølger af for tidlig fødsel. De trillingemøder som havde fået meget hjælp i de to første år, havde færre symptomer end de, der kun havde fået ringe hjælp.

På baggrund af denne undersøgelse mener forskerne, at familier, der får trillinger per automatik bør tilbydes ekstensiv praktisk hjælp i helt op til 4 år efter en trillingefødsel.