Der udgives i dag flere og flere bøger om, hvordan man kan træne sine spædbørn til at falde i søvn selv og sove igennem. Bøger, som anbefaler, såkaldte adfærdsbetingede sovetræningsmetoder er blevet uhyre populære blandt nybagte forældre. F.eks. har bogen “Godnat og sov godt” af Estivill og de Béjar ligget nr. 5 på top10 listen over meste solgte bøger om børn i 2007.

En af baggrundene for denne metodes succes er sandsynligvis, at dens fremgangsmåde er meget simpel , fordi den tager udgangspunkt i nogle klare indlæringsprincipper, og dernæst at den lover meget hurtige resultater. For en del spædbørns vedkommende opfylder den også, hvad den lover – metoden kan give hurtige synlige ændringer i nogle børns adfærd omkring indsovning og søvn. Men de adfærdsbetingede sovetræningsmetoder er ikke så uproblematiske, som de udgiver sig for at være.

Grundideen bag

Grundideen bag metoden er et indlæringsprincip, som hedder operant betingning. I folkemunde kan man oversætte operant betingning til “belønning og straf”. Det går ganske simpelt ud på, at man ved positiv belønning, f.eks. opmærksomhed forstærker den ønskede adfærd og ved straf eller blot manglende opmærksomhed (altså ignorering) udslukker uønsket adfærd. Et meget effektivt indlæringsprincip i forhold til uønsket adfærd – i forhold til alle levende væsener.

Oversat til søvntræning med børn, er den uønskede adfærd altså, at barnet ikke vil sove selv, at det protesterer f.eks. græder ved at blive lagt i seng.

Problemet med metoden

Den uønskede adfærd er altså barnets gråd!

Metoden fremhæver således, at man ved at reagere på gråden f.eks. ved at trøste og berolige vil forstærke gråd-adfærden. Og at man ved at ignorerer gråden, langsomt vil udslukke den og derved have lært barnet at sove selv.

Og det er lige præcis her, at denne tilgang bliver både problematisk og uvidenskabelig:

• Uvidenskabelig fordi man fra forskningen har dokumenteret den helt modsatte effekt, nemlig at jo hurtigere forældre reagerer på deres spædbørns gråd, des mindre græder de senere hen. Og fordi bogen overser at spædbørns hyppige natlige vågneepisoder er en ganske uproblematisk og naturlig del af spædbarnets sovemønster – og ikke en søvnforstyrrelse, som bogen hævder.
• Og problematisk fordi spædbørns gråd ikke udelukkende kan betragtes som adfærd.

Gråd er altid et signal – et signal om et underliggende behov!

Adfærd kan selvfølgelig “slukkes” med operant betingning, men man kan ikke “slukke” for det underliggende behov, som gråden er et adfærdsmæssigt tegn på.

En dyreadfærdsundersøgelse af abeungers stresshormon (cortisol) i forbindelse med adskillelse fra deres mor viste at klynkeadfærden aftog over 6 adskillelsesepisoder, mens cortisolniveauet forblev uændret henover adskillelsesepisoderne. Adfærden forsvandt gradvist, mens den underliggende oplevelse af stress forblev uændret. Med andre ord adfærden forsvandt, mens den oplevede behovsfrustrationen forblev uændret!

Anvendt på adfærd, der udspringer af medfødte behov, vil operant betingning indebærer en risiko for, at man indlærer såkaldt tillært hjælpeløshed, dvs. at individet lærer, at det ikke nytter, at gøre noget for at få sit behov opfyldt, ingen adfærd giver succes, og ultimativt opgiver man at prøve! Men behovet forsvinder ikke.

I forhold til adfærd, som ikke udspringer af behov, kan det groft sagt være uproblematisk at give op, men det er ikke uproblematisk at opgive at få opfyldt sine behov. Tillært hjælpeløshed er nemlig det modsatte af selvtillid, og selvom man kan diskutere, hvorvidt det giver mening at tale om selvtillid så tidligt i barnets udvikling, så er det ikke teoretisk usandsynlig, at der allerede fra første færd lægges tidlige kim til senere selvværd og selvtillid.

Behovet for tilknytning bliver overset

Men hvad er det da for et behov, som udløser spædbarnets gråd, når man prøver at lægge det til at sove? Er der virkelig tale om et behov og er det ikke bare urimelig adfærd for at få mors og fars opmærksomhed, når man egentlig burde sove?

Et af de mest veldokumenterede psykologiske behov, som børn fødes med er behovet for tilknytning – snævert defineret som behovet for en eller flere specifikke tilregnelige og tilgængelige omsorgspersoners fysiske nærværd.

Evolutionelt (dvs. arts-udviklingsmæssigt) har dette behov sikret, at det hjælpeløse barn opnåede tilstrækkelig beskyttelse til at overleve og det har givet overlevelsesmæssigt værdi at være et signalstærkt individ i forhold til at opnå denne beskyttelse – altså at kunne græde højt og effektivt, når der var for stor afstand til den beskyttende omsorgsperson.

Og tilsvarende er det for forældre sådan, at deres egne børns gråd er en kilde til akut fysiologisk arousal hos forældrene – et beredskab, der følelsesmæssigt gør det vanskeligt for forældre ikke at reagere på deres børns gråd uden at oplevet et forøget fysiologisk stressniveau.

Genetisk har mennesket i dag ikke bevæget sig væk fra dette udgangspunkt – spædbørn er stadig biologisk disponeret til ved gråd at få opfyldt deres medfødte behov for fysisk nærhed til deres mor eller far og forældrene er disponeret til at reagere akut på børnenes gråd.

Teknikken bag

Teknikken, som denne metode anbefaler med udgangspunkt i operant betingning, består i, at man lærer barnet at forbinde (associere) visse ting med indsovning og at man gradvist forøger den tid, man tillader barnet at udtrykke protest.

Det er altid en god idé, at lære barnet at associere visse ting med indsovning, f.eks. at lyset bliver dæmpet og aktivitetsniveauet stille, at man altid synger den samme godnat sang o.m.a.. Men man lærer ikke sine børn at associere forældres trygge nærvær med indsovning – det er de født til. Når man skal sove, må man være tryg – og hvor er spædbarnet mere trygt end i sine forældres favn?

Man kan, hvis man ønsker det, aflære børnene deres medfødte behov for vores nærvær – hvor let eller svært, dette vil være, afhænger mest af alt af børnenes medfødte temperament, f.eks. hvor let de vil give op og hvor stærkt deres behov for fysisk nærhed er.

Men uanset hvad man vælger, bør man aldrig undervurdere spædbørns behov for nærhed og man bør derfor aldrig tøve med at rokke, putte, trøste, berolige, amme et barn til det sover eller hvad der nu skal til, for at vise det lille barn, at man er til stede med sit beskyttende nærvær. Man må aldrig tøve med at reagere på deres frustration og gråd. I det første leveår er dét, som et spædbarnets vil have, og det, som et spædbarn har behov for, én og samme ting.

De adfærdsbetingede sovetræningsmetoder er ultimativt (dvs. anvendt ukritisk som beskrevet i bøger om adfærdsbetinget sovetræning) uhensigtsmæssige. Men det er naturligvis bedre, end fra den ene dag til den anden, at overlade barnet til sig selv og “skrige igennem”. Derfor kalder mange også denne tilgang også for “metoden, når alting går galt”.