Børns svære følelser kræver trøst – og medtvillingen kan med fordel inddrages

Når børn overvældes af deres vrede, frustration eller kede følelser, er trøst og beroligelse utrolig vigtig. Det lærer barnet, at mærker sine egne følelser og fremmer dets udvikling af empati (dvs. indlevelse i andres følelser), og så styrker det barnets selvværd – både når det modtager trøst og således føler sig hørt og mærket, og når det giver trøst og således føler sig betydningsfuld. Trøst er en 3 trins proces, som medtvillingen med fordel kan inddrages i.

Det optimale trøst anerkender barnets følelser, sender tilsvarende følelser tilbage til barnet (spejler barnet) og afleder dernæst barnet, sådan at andre følelser kan træde i stedet. På denne baggrund kan man tale om en B-A-G metode. B-A-G står for beskriv, anerkend og guide videre.

B-A-G metoden kan anvendes fra barnet er under et år til det selv får børn, og metoden kan bruges helt generelt i forhold til alle barnets følelser både vrede, jalousi, frustration og når det er ked af det.

1. Beskiv hvad du observerer hos barnet:

Allerførst handler det om at vise. at du ser, hvad barnet oplever uden at lægge mere på: “Hov, der faldt du…”, “Du ville bare gerne have den der..?”, “Du vil have, at han tager den…?” .”Du vil bare slet ikke lægge dig ned og sove nu”. Jo mindre barnet er, des færre ord. Hvis vi begynder at tolke, hvorfor vi tror, at barnet gør dette eller hint, så lægger vi mere på, f.eks. “det er fordi hun prøver grænser af”, “det er fordi hun er i selvstændighedsalderen” eller “det er fordi, hun er så pjevset”.

2. Anerkend (accepter) barnets oplevelse:

Anerkendelse handler ikke om at give ret, men om at vise at man forstår det, som den anden forstår, sådan som han/hun forstår det (“anden+erkende”).

Det handler altså om at vise barnet, at du kan mærke dets følelser og forstå barnet. Hvis din forståelse af barnet er for begrænset, så du ikke forstår, hvad det hele handler om for barnet, må du nøjes med at rumme dets følelser, dvs. vise, at du kan bære, at barnet har det, som det har det, og at det er OK.

Den bedste måde at vise andre mennesker, at vi kan mærke dem, er ved at spejle deres følelser, dvs. som et spejl sende barnets følelser tilbage til barnet og justere og afstemme vores følelsesmæssige udtryk til deres. Det handler lige så meget om dit kropssprog og dit stemmeleje, som det handler om det, du siger. Det nytter ikke kun at trøste med ord og sige “det forstår jeg godt”. Hvis man ikke med hele sin krop og sjæl lever sig ind i barnets følelser, virker det hult på selv helt små børn.

I forbindelse med vrede, skal man naturligvis ikke selv blive vred og skælde ud. Det viser kun barnet, at selv voksne ikke kan håndtere vrede, og hvordan skal man så kunne forlange af barnet, at det skal kunne håndtere følelsen hensigtsmæssigt?

3. Guide barnet videre

Her handler det om, at man, som en anden spejderleder, guider barnets følelser over på nogle andre følelser. Man skubber lige så stille barnet videre. Med helt små børn kan man aflede, ved f.eks. at henlede opmærksomheden på noget andet:  ”Prøv at se, der er en fugl”, ”Nejii, se en stor bus, der kommer der”. Med lidt større børn kan det være mere direkte som forslag til, hvad vi nu kan lave sammen: ”Se lige, her er dukkelise, hun er vist sulten. Kom, så laver vi noget mad til hende”. Fra omkring førskolealderen kan man spørge barnet, hvad det har brug for, at man gør for at hjælpe.

Hvis afledningen ikke virker og barnet bliver ved med at være i sin vrede/kede/frustrerede følelse, er man måske gået for hurtigt frem i forhold til at guide barnet videre, og må gå tilbage til at anerkende og blot acceptere og rumme, hvordan barnet har det.

Alle tre led er vigtige at have med: Beskriv – Anerkend – Guide (B-A-G).

Ved at rumme og acceptere barnets følelser og anerkende dem (forstå det, som barnet forstår), viser vi, at der ikke er nogle følelser, der er forkerte. Barnet lærer gradvist, via din hjælp, at forstå og håndtere sine egne følelser. Det lærer at blive “selvregulerende” via “andenregulering” – dvs. via din regulering af dets følelser.

Hvis man kun beskriver og anerkender barnets følelser uden efterfølgende at guide det videre, vil barnet ikke lære, hvordan det skal komme videre, når det har det skidt. Hvis man ikke beskriver og spejler barnets følelser inden man guider det videre, vil barnet opleve, at dets følelser ikke er værd at tage alvorligt. Det vil med andre ord, begynde at tvivle på dets egen evne til at mærke sig selv, og måske efterhånden blive dårlig til at håndtere forskellige følelser (både hos sig selv og andre), fordi det ikke rigtig ved, hvad det skal med dem: Barnet har jo lært at ignorere følelserne, og det vil barnet alt andet lige tage med sig fremover i andre følelsesmæssige sammenhænge.

Robuste og selvstændige børn, er børn, der kan mærke sig selv og kan håndtere dét, de mærker. Børn, der kan mærke sig selv, er også bedre til at mærke andre, og har en højere grad af indlevelse og såkaldt social kompetence (evne til at håndtere socialt samspil med andre). Det er en misforståelse, at børn bliver robuste, hvis man ikke ”pyldrer” dem (underforstået hvis man trøster dem for meget). Børn bliver robuste og selvstændige ved både at blive anerkendt og guidet videre.

Inddrag medtvillingen

Tvillinger oplever alt andet lige færre situationer, hvor vi forældre afstemmer os følelsesmæssigt med dem, fordi de er to, der kræver vores opmærksomhed. Vi kan give tvillinger flere oplevelser af, hvordan man afstemmer sig følelsesmæssigt med andre, ved at lære dem at gøre det, når medtvillingen har brug for trøst og ikke kun, når de selv bliver overvældet af deres egne følelser.

Tvillinger har således i højere grad mulighed for at lære empati via andenhåndserfaringer, fordi de som jævnaldrende har en mere erfaringsnær oplevelse af, hvilke oplevelser og følelser medtvillingen måtte stå med.

Allerede når tvillinger er knap 1 år, kan man med fordel inddrage medtvillingen i at trøste sin søster/bror. Efter at man har trøstet eller undervejs (hvis det ikke er så slemt), kan man henvendt til medtvillingen beskrive: “Av, se bror faldt”, og hjælpe med at vise forståelse og anerkendelse: “Det gør ondt, når man falder, kender du det?” og med lidt større tvillinger: “Hvad tror du, at du kan gøre, for at gøre ham glad igen?”, “Hvad tror du, han har brug for lige nu?”. Der kan hjælpes med at puste og måske også uddeles kys og kram, der kan hentes sut eller yndlingsbamse eller yndlingslegetøjet kan lånes ud. På trin tre kan man sammen finde på noget nyt at lave, hvor medtvillingen ofte har gode fantasifulde input.

Ved at inddrage tvillinger i trøst af hinanden på et ligeværdigt plan, hvor der er balance i forhold til at de begge giver og modtager trøst fra hinanden, uden at de får ansvaret for hinanden, kan vi styrke deres evne til at vise indlevelse i andre mennesker og dermed deres sociale kompetencer.

Dette indlæg blev udgivet i Baby, Børnehavebarn, Tumling og tagget , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Helle er autoriseret psykolog, cand.psych. og har arbejdet med tvillinger og tvillingefamilier siden 2000. Hun har vundet The Galton Award på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning i 2004 for sin nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie. I 2012 har Helle holdt oplæg om betydningen af tvillingers indbyrdes forhold i forbindelse med skolestart på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning. Dertil er Helle selv mor til tvilinger. Helle har psykologklinikken http://www.Familie-Terapi.info i København, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi samt arrangerer workshops om tvillinger særligt for tvillingeforældre og tvillingegravide. Derudover tilbyder Helle forældrerådgivning samt supervision og konsultativ bistand til skoler, institutioner og pædagogisk psykologisk rådgivning. Helle er en efterspurgt foredragsholder og har i mange år været med i VIP-gruppen i Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Skriv et svar