Tips til at forebygge parforholdsproblemer

Tvillingeforældre oplever generelt lidt mere nedsat trivsel i deres parforhold end almindelige børnefamilier. Faresignalerne kan bl.a. være, at man har tendens til, at blive mere uvenner, når man prøver at tale om evt. problemer, at man i tanker og/eller ord kommer til at nedvurderer sin partner, at man tolke dét, den anden gør negativt eller at man begynder at tilgodese egne behov på bekostning af partnerens eller familiens behov.

Kommunikation og forståelse betyder utroligt meget, og her kan du læse nogle forslag til, hvad du kan gøre for at skabe mere forståelse, tillid og nærhed i dit parforhold.

Fokuser på det positive – det, der får opmærksomhed vokser!

  • Tænk på 3 positive ting din partner har gjort for dig, lige inden du falder i søvn.
  • Gør min. én ting dagligt, som du ved, din partner vil blive glad for. Det kan være så simpelt, som at han/hun får et gavekort på at sove længe på søndag.
  • Se efter det bedste hos din partner, ikke det værste. Stol på at dét, din partner siger og gør, har en god og fornuftig grund og at din partner ikke gør noget af ”ond vilje”.

Fokuser på behov og intention – i stedet for “fakta”

  • Sig hvad du har brug for, i stedet for at kritisere eller nedvurdere eller forvente, at din partner er tankelæser.
  • Husk at udtrykke dine behov som anmodninger og ikke som krav.
  • Sig hvad du har brug for, når du har brug for det, og lad ikke tingene hobe sig op, så kommer man let til at trække sig følelsesmæssigt væk fra sin partner.
  • Hold fokus på din egen oplevelse og respekter, at din partner kan have en anden oplevelse af den samme situation.
  • Drop at diskutere, hvad der “i virkeligheden skete” – det er umuligt at blive enige om. Fokuser i stedet på, hvad der var den andens intention.
  • En konflikt skyldes ofte to parters modstridende behov eller blot deres modstridende forståelse af situationen. Fokuser på, hvordan I begge kan få opfyldt Jeres behov frem for at fokusere på at overbevise den anden om, at du har ret. Det er ok, at være uenige, hvis bare I kan give plads til hinanden behov
  • Lad være med at tro, at din partner har brug for det samme som dig selv. Spørg, hvad din partner har brug for.

Hold fast i den aktuelle situation – så tingene ikke vokser

  • Undgå generaliseringer (aldrig / altid). Generaliseringer er ikke problemløsende, men opleves derimod ofte som et personligt angreb.
  • Undgå at inddrage andre for at styrke dit eget standpunkt, a la “din mor siger også at du er….”
  • Vis din evt. sårbarhed i stedet for at gå i forsvar og reagerer med vrede og angreb. F.eks., “når du siger XX, blive jeg virkelig ked af det”, fremfor “du kan selv være en XX”
  • Prøv at blive nysgerrig på, hvordan din partner har oplevet en given situation, før du begynder at fortælle, hvad du selv oplevede.
  • Du kan ikke løse problemer, hvis du er ophidset. Gå en tur, træk dig fra situationen, dyrk motion, skriv dine tanker ned eller hvad der skal til for at blive rolig og tænke klart.
Dette indlæg blev udgivet i Familien og tagget , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Helle er autoriseret psykolog, cand.psych. og har arbejdet med tvillinger og tvillingefamilier siden 2000. Hun har vundet The Galton Award på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning i 2004 for sin nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie. I 2012 har Helle holdt oplæg om betydningen af tvillingers indbyrdes forhold i forbindelse med skolestart på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning. Dertil er Helle selv mor til tvilinger. Helle har psykologklinikken http://www.Familie-Terapi.info i København, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi samt arrangerer workshops om tvillinger særligt for tvillingeforældre og tvillingegravide. Derudover tilbyder Helle forældrerådgivning samt supervision og konsultativ bistand til skoler, institutioner og pædagogisk psykologisk rådgivning. Helle er en efterspurgt foredragsholder og har i mange år været med i VIP-gruppen i Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Skriv et svar