Tilknytning er vigtigt – men hvad er det egentlig?

Tilknytning er vigtigt begreb at forstå, hvis man ønsker at forstå, hvordan menneskers måde at forholde sig til sig selv og andre grundlægges. Når vi skal forstå tvillingers indbyrdes dynamik (og tvillingepsykologi), er det altså fundamentalt, at vi ved noget om, hvad tilknytning egentlig er. I denne artikel sætter jeg derfor fokus på, hvad tilknytning i grunden er og hvordan den dannes.

Et snævert psykologisk begreb
– der alene beskriver barnets relation til omsorgspersonen

Begrebet tilknytning bliver ofte anvendt meget forskelligt, f.eks. som en generel samle­betegnelse for et menneskes samlende relationer, eller som et motivationsbegreb, eller som den gensidige proces bag forældre-barn relationen eller som noget mere specifikt relateret til spædbarnets adfærd i forhold til dets omsorgspersoner.

Hos tilknytningsteoriens grundlægger John Bowlby forstås ”tilknytningen” som udtryk for barnets behov for intim nærhed og kontakt med en eller flere bestemte omsorgspersoner – ikke at forveksle med barnet behov for forudsigelighed, omsorg, kontrol mv. Og ikke at forveksle med forældrenes kærlighed til og omsorg for barnet.

Et spædbarn har mange behov, men tilknytning handler altså alene om de behov, som er knyttet til nærhed, kontakt og tryghed. Dertil er det vigtigt at være klar over, at tilknytningsbehovet gør sig gældende hos alle mennesker fra vugge til grav. Det forandrer karakter, men påvirker os hele livet.

Begrebet tilknytningsrelation dækker i snæver psykologisk forstand alene over barnets forhold til sine tilknytningspersoner. Tilknytningspersonernes forhold til barnet kaldes i snæver psykologisk forstand omsorgsrelation. På den måde er tilknytningen i en psykologisk forståelse ikke gensidig, men altid asymmetrisk, fordi der søges tryghed hos en mere kompetent tryghedsgiver end barnet selv er.

Et medfødt reguleringssystem, der sikrer overlevelse

Den grundlæggende tankegang hos Bowlby er, at tilknytning er en særlig form for biologisk funderet social adfærd, der har rødder i menneskeartens udviklingsmæssige tilpasning.

Eftersom spædbarnet i sig selv er utroligt hjælpeløst, har det brug for omsorgspersoner til at give det beskyttelse og lære det de egenskaber, der er nødvendige for at overleve. Dette sker ved, at et medfødt rudimentært reguleringssystem, der per refleks via barnets adfærd regulerer nærheden til / afstanden fra de primære omsorgspersoner. Således at barnet på en tryg og ufarlig måde kan udforske alle de nye stimuli, som verden byder på og blive fortrolig hermed indenfor en tilpas tryg og beskyttende afstand til sin(e) ældre og mere kompetente tilknytningsperson(er).

Bowlby beskriver denne regulering som helt automatisk, således at gråd udløses automatisk, hvis barnet oplever noget truende, på samme måde som vores porer lukker sig, hvis vi fryser. Tilknytningens funktion er altså at sikre overlevelse.

Regulerer nærhed og afstand

Spædbarnet antages altså at have et grundlæggende medfødt reguleringssystem, der styrer dets adfærd, således at der sikres et samspil med omsorgspersonen. Systemet fungerer ved fødslen per refleks og differentierer derfor ikke de første måneder imellem forskellige omsorgspersoner.

Der er altså endnu ikke tale om en egentlig tilknytning. Barnet er dog allerede inden fødslen godt i gang med at gøre klar til, at kunne indgå i samspil med sine omsorgspersoner, således at der kan opbygges en tilknytning. Ved fødslen kender barnet allerede lyden af sine forældres stemmer og det kan 24 timer gammel genkende sin mors lugt og smag (se evt. artiklen om spædbarnets medfødte evner). (Du kan senere i artiklen se en figur, der viser, hvordan tilknytningen dannes).

Daglige samspilserfaringer skaber en reelt tilknytningsrelation til forældrene

I takt med, at barnets adfærdsmæssige og kognitive (tankemæssige) evner udvikles, bliver dets automatiske medfødte nærheds-reguleringssystem langsomt mere og mere organiseret og differentieret.

Det antages, at barnet på baggrund af sine daglige erfaringer med omsorgspersonen begynder at danne sig et generelt billede af ham/hende (en ”indre arbejdsmodel”). Dette betyder, at barnet i samme periode begynder at knytte sig specifikt til sine forældre  – en reel tilknytning etableres.

Tilknytningen bliver således skabt via et samspil mellem spædbarnets medfødt automatiske adfærd for at søge nærhed og spædbarnets omgivelser (miljøet). Disse erfaringer bliver gradvist en del af barnets indre mentale billede af sig selv og andre (man siger, barnet danner en indre arbejdsmodel af både sig selv og sine forældre).

Oversigt over hvordan tilknytningen dannes

tilknytningens-udviklingFigur: Tilknytningens dannelse (copyright)

Et særligt tilknytningsmønster dannes

På baggrund af bl.a. barnets indre arbejdsmodel af moderen, søger det at justere sin adfærd, så det bedst muligt får dækket sit tilknytningsbehov. Dette indebærer, at et karakteristisk mønster i barnets tilknytningsadfærd bliver fremtrædende omkring 12. måned – et såkaldt tilknytningsmønster.

Til at begynde med er dette tilknytningsmønster noget, der ligger i selve forholdet mellem f.eks. mor og barn og kan altså i princippet forandres (hvis begge ændrer deres arbejdsmodeller af / forventninger til hinanden, så ændres tilknytningsmønstret også).

Eftersom begge parters forventninger til hinanden, efterhånden er blevet så stabile, at de fungerer som en selvopfyldende profeti, er arbejdsmodellerne (og dermed tilknytningsmønstret) reelt allerede ved barnets første fødselsdag relativt uforanderligt.

Tilknytningsmønsteret bliver en del af barnets indre

I løbet af de næste par år begynder tilknytningsmønsteret mere og mere at blive en del af barnets indre frem for at være knyttet til forholdet mellem f.eks. mor og barn.

Man siger, at barnet introjekterer det dannede tilknytningsmønster, således at tilknytningsmønsteret, fra at være knyttet til selve forholdet mellem f.eks. mor og barn, bliver en del af barnets personlighed, der med årene bliver mere og mere kompleks, men aldrig forsvinder.

Tilknytningens viser sig hos barnet via forskellige mønstre i barnets adfærd.

Universelt, dvs. i hele verden, kan man inddele tilknytning i to utrygge tilknytningsmønstre og et trygt tilknytningsmønster. Ca. 60% af alle børn for normale opvækstmiljøer er trygt tilknyttede. Tryg tilknytning giver barnet størst robusthed, men både tryg og utryg tilknytning er altså utryg for helt normale måde, børn lærer at relatere til sig selv og andre på. Det væsentligste for en tryg tilknytning er, at bestemte  omsorgspersoner sensitivt responsive på en tilregneligt tilgængelig måde.

Du vil kunne læse mere om de forskellige tilknytningsmønstre og hvordan du fremmer en tryg tilknytning i kommende artikler.

Et tæt forhold er ikke nødvendigvis en tilknytningsrelation.

Tilknytning er, som jeg beskrev indledningsvis, et meget snævert psykologisk begreb, der alene handler om, hvem man søger nærhed til og tryghed hos, når man bliver oprørt og som kan fungere som en slags fundament og base for ens udforskning af livet.

Man kan sagtens have et tæt og tilfredsstillende forhold til en person, f.eks. en ven eller tvilling uden at vedkommende er grundlæggende for ens oplevelse af tryghed i tilværelsen.

Den første sociale relationer bliver fundamentet for alle senere relationer

I og med at barnets tilknytning dannes ud fra de allerførste års samspil med omsorgspersonerne, så bliver denne første sociale relation et fundamentet, hvorpå alle senere relationer bygges.

Hvordan påvirker tvillingeskabet børnenes tilknytning til forældrene

Igennem historien har der været antagelser om, at tvillingers indbyrdes forhold er en hindring for deres tilknytning til forælderen. I nyere litteratur er dette dog blevet afvist.

Hvordan forholdet er mellem tvillingernes tilknytning til deres forældre og hvordan forholdet er mellem tvillingerne – er en noget mere kompleks sag, som du må læse mere om i kommende artikler. For nuværende kan jeg berolige dig med, at tvillingeskabet nok mest af alt må betragtes som en ressource i forhold til tvillingers tilknytning.

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Helle er autoriseret psykolog, cand.psych. og har arbejdet med tvillinger og tvillingefamilier siden 2000. Hun har vundet The Galton Award på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning i 2004 for sin nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie. I 2012 har Helle holdt oplæg om betydningen af tvillingers indbyrdes forhold i forbindelse med skolestart på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning. Dertil er Helle selv mor til tvilinger. Helle har psykologklinikken http://www.Familie-Terapi.info i København, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi samt arrangerer workshops om tvillinger særligt for tvillingeforældre og tvillingegravide. Derudover tilbyder Helle forældrerådgivning samt supervision og konsultativ bistand til skoler, institutioner og pædagogisk psykologisk rådgivning. Helle er en efterspurgt foredragsholder og har i mange år været med i VIP-gruppen i Dansk Center for Undervisningsmiljø.