Tilknytning er vigtigt – men hvad er det egentlig?

Tilknytning er vigtigt begreb at forstå, hvis man ønsker at forstå, hvordan menneskers måde at forholde sig til sig selv og andre grundlægges. Når vi skal forstå tvillingers indbyrdes dynamik (og tvillingepsykologi), er det altså fundamentalt, at vi ved noget om, hvad tilknytning egentlig er og hvordan denne styrer tvillingers regulering af nærhed og afstand til hinanden (afhængighed). I denne artikel sætter jeg derfor fokus på, hvad tilknytning i grunden er og hvordan den dannes.

Det er i litteraturen en udbredt antagelse, at tvillingers tilknytning er mere sårbar – både fordi deres indbyrdes relation har været opfattet som en hindring for relationen til de primære omsorgspersoner og fordi tvillingers tidlige udviklingsvilkår er forbundet mere flere risici.

Et snævert psykologisk begreb
– der alene beskriver barnets relation til omsorgspersonen

Begrebet tilknytning bliver ofte anvendt meget forskelligt, f.eks. som en generel samle­betegnelse for et menneskes samlende relationer, eller som et motivationsbegreb, eller som den gensidige proces bag forældre-barn relationen eller som noget mere specifikt relateret til spædbarnets adfærd i forhold til dets omsorgspersoner.

Hos tilknytningsteoriens grundlægger John Bowlby forstås ”tilknytningen” som udtryk for barnets behov for intim nærhed og kontakt med en eller flere bestemte omsorgspersoner – ikke at forveksle med barnet behov for forudsigelighed, omsorg, kontrol mv. Og ikke at forveksle med forældrenes kærlighed til og omsorg for barnet.

Læs resten

Tvillingers psykologi er stadig præget af patologisk tradition, især mht adskillelse

Omkring 1940érne begynder forskere at interessere sig for tvillingeskabet og tvillingers psykologi. Indtil da har man siden 1922 primært været interesseret i tvillinger i forhold til forskning i arv/miljø spørgsmål. Dortothy Burligham udgiver de første 3 artikler om tvillingers psykologi og beskriver her en række vanskeligheder, som hun mener at være udløst af tvillingerelationen. Burlingham beskriver på denne baggrund tvillingeskabet som en maladaptiv og patologisk relation, der kan hæmme det enkelte barns udvikling og i værste fald medføre psykologisk fejludvikling, hvis ikke man griber ind i tvillingeskabet.

Det første studie af tvillingeskabet får store konsekvenser

Burlinghams konklusioner får store konsekvenser, for de bliver i høj grad en rettesnor for den videre forskning i tvillingeskabets psykologisk betydning, helt frem til vores nutid. År 2000 er udgivelsesår for den nyeste artikel, som jeg har kunnet finde, som ukritisk og uden stillingtagen til generaliserbarheden af hendes studie, citerer hendes konklusion.

Desværre siger Burlinghams studie meget lidt om almindelige tvillingers psykologi. Lad mig uddybe hvorfor. Så skal jeg bagefter komme ind på, hvordan det stadig præger holdningen til tvillinger. Læs resten