Samsovningsmetoden

Der kommer til stadighed flere og flere undersøgelser, som dokumenterer fordelene ved at sove sammen med sine børn. Samsovning fremmer f.eks. kvindens mælkeproduktion, gør natamning lettere og mindsker risikoen for vuggedød.

Sundhedsstyrelsen er ophørt med at fraråde samsovning, efter at det er blevet videnskabeligt afvist, at der skulle være risiko for at børnene bliver mast af deres forældre.

Dertil kan samsovning have en positiv indvirkning på tilknytningen – og nej børn bliver ikke mindre selvstændige af at sove sammen med deres forældre. Trygge børn er selvstændige børn – uanset hvordan trygheden opnåes.

Undersøgelse af spædbørns sovevaner, viser at op mod 80% af alle ammende mødre sover sammen med deres børn minimum en del af natten, selvom størstedelen af danske forældre holdning er, at de foretrækker at lære deres børn at sove i deres egen seng. Mange af de børn, der lærer at sove i deres egen seng, begynder altså at kravle ud af den igen, når de bliver store nok, for så at hopper op i mors og fars seng.

Børn, der sover sammen med deres forældre i såkaldt familieseng, (dvs. en seng, der er tilstrækkelig stor, til at der er god plads til både forældre og småbørn), lader til at vokse fra behovet for at være tæt på far og mor om natten mere eller mindre af sig selv. De fleste samsovende børn fravælger selv familiesengen, når de bliver mellem 3 og 7 år. Der er således intet, der tyder på, at samsovende børn aldrig lærer, at sove i deres egne senge.

Ud fra et psykologiske perspektiv kan samsovning medvirke til at styrke barnets tilknytning dvs. barnets oplevelse af forældrene som tilregnelige og tilgængelige, og det kan ligeledes styrke forældrenes bånd til barnet, idet nærhed til ens børn fremmer oxytocin produktionen som er den biologiske basis for tilknytning. Frem til 3 års aldren er barnets tilknytningsbehov primært knyttet til fysisk nærhed til forældrene, dvs. barnet har brug for den fysisk nærhed for at kunne føle sig tryg, og tryg skal man jo være, når man skal sove. Fra omkring 3 års alderen erstattet behovet for den fysiske nærhed og beskyttelse med en mere psykologiske oplevelse af beskyttelse alene i kraft af at barnet véd, at det har forældrene, og behovet for fysisk nærhed for at føle sig tryg aftager. Dette er altså forklaringen på, at barnets behov for at sove tæt på forældren aftager med alderen.

Samsovning kan også være med til, at gøre det lettere for én forældre, at putte tvillinger eller trillinger samtidig, fordi samsovende børn ofte har færre eller ingen indsovningsvanskeligheder. Det betyder, at mor eller far ikke behøver at stresse over, om medtvillingen nu vågner i det andet rum, mens man luller den første i søvn.

Undersøgelser af for tidligt fødte tvillinger viser, at der er store fordele ved at lade tvillinger sove sammen. Mange tvillinger vil kunne finde tryghed i hinandens nærvær, men de kan ikke være hinandens erstatning for trygheden ved en forældres nærvær.

Samsovning kan være vanskeligere at praktisere, hvis børnene vækker hinanden med deres lyde eller hvis deres soverytme er helt skæv i forhold til hinanden. Ofte hører samsovende forældre deres børns klynk længe før det bliver til egentlig gråd og tvillingeforældre kan altså reagere på disse lyde, inden tvillingerne når at vække hinanden.

Samsovning kan vanskeliggøre, at der også bliver tid til eventuelle større børn – men ikke nødvendigvis! Mange erfarer at det med tiden bliver mindre tidskrævende at putte samsovende børn, end at putte alenesovende børn, og dertil kan alenetid med større søskende planlægges på mange kreative måder og tidspunkter.

Mange forældre vælger at sove sammen med deres nyfødte, men ønsker ikke at vente i 3-7 år før børnene af sig selv vælger deres egne senge. Her kan en blid sovetræning måske være vejen frem – hvor udgangspunktet er, at barnet ikke skal græde for at lære at sove. Det primære her handler om forudsigelighed (rutiner) og langsom tilvænning (tålmodighed). Hvis du/I vælger, at samsove med dine/Jeres tvilllinger, så vær opmærksom på, at tilknytningen topper netop omkring 1års alderen, og det kan altså været et mindre hensigtsmæssigt tidspunkt, at flytte poderne over i deres egne senge.

Dette indlæg blev udgivet i Baby, Søvn og tagget , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.