Når amningen ikke lykkes

Der lægges i dag så stor vægt på, at amningen er det bedste for børn og at man “bør” amme sine børn. Derfor kan man let komme til at føle sig som en mislykket mor, når det ikke lykkes. Men sådan er det selvfølgelig ikke. Det er til dato ikke lykkedes nogen, at dokumentere, at ammende mødre er bedre end mødre, der giver flaske – eller omvendt for den sags skyld!

Der kan være mange faktorer, der spiller ind, når amningen ikke lykkes. Ofte skyldes det manglede tro på, at der er mælk nok. Især hvis omgivelserne og personalet på barselsgangen begynder at stille spørgsmålstegn ved, “om der nu er nok til begge to”.  Hvis du så begynder at tvivle og introducerer flaske efter hver amning, så kommer du let ind i en ond spiral, hvor mælkeproduktion langsomt reduceres og så får du mindre og mindre mælk, for hver dråbe, du giver i flasken. Samtidig bliver barnet mere og mere “dovent” og vil hellere have flaske end at amme ved brystet, fordi sidstnævnte er hårdt arbejde, hvorimod mælken fra flasken stort set løber ud af sig selv.

For at lykkes med amningen er det først og fremmest vigtigt, at du har de fornødne oplysninger om amning, råmælk, mælkens sammensætning i løbet af en amning, hvordan mælkeproduktionen fremmes osv., og at du har den fornødne opbakning fra din partner.

Modermælkserstatning er ikke næsten lige så godt som modermælk, men det er en udmærket erstatning, hvis du ikke kan eller vil amme. Det er helt fint, at vælge flaske i stedet for bryst. Men det er synd, hvis det er fordi, du føler dig tvunget af omstændighederne, fordi amningen ikke rigtigt at kommet til at fungere og du egentlig helst ville amme.

Amning er en gensidig læreproces for både dig og dine børn, og det kan sagtens tage 2 måneder, før I rigtig har fået det lært, og du ikke længere føler dig usikker.
Hvis både du og børnene har fået en dårlig start på amningen – og du måske er begyndt at give flaske, selvom det var din ambition at amme – så kan du og dine spædbørn godt nå at starte forfra: Kontakt foreningen “Forældre og Fødsel”, som har gratis telefonisk ammerådgivning.

Husk på, at enhver gør det så godt, som man kan, og det væsentligste er, at du har mange positive samspil og hud-mod-hud kontakt med dine børn. Amning af tvillinger er udfordrende i de første par måneder, men det skal ikke være et mareridt for dig, for så går det udover dit overskud til at være den mor, som dine børn har brug for.

Som partner til en ammende tvillingemor, der ønsker at opgive amningen, har du en ekstra opgave i forhold til at støtte hende i, at hun er stadig er den mest fantastiske mor til lige netop Jeres børn, selvom hun ikke ammer.

Det er helt i orden at vælge ikke at amme!

Dette indlæg blev udgivet i Baby og tagget , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Helle er autoriseret psykolog, cand.psych. og har arbejdet med tvillinger og tvillingefamilier siden 2000. Hun har vundet The Galton Award på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning i 2004 for sin nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie. I 2012 har Helle holdt oplæg om betydningen af tvillingers indbyrdes forhold i forbindelse med skolestart på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning. Dertil er Helle selv mor til tvilinger. Helle har psykologklinikken http://www.Familie-Terapi.info i København, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi samt arrangerer workshops om tvillinger særligt for tvillingeforældre og tvillingegravide. Derudover tilbyder Helle forældrerådgivning samt supervision og konsultativ bistand til skoler, institutioner og pædagogisk psykologisk rådgivning. Helle er en efterspurgt foredragsholder og har i mange år været med i VIP-gruppen i Dansk Center for Undervisningsmiljø.