Kommunale tilbud til tvillingefamilier

Denne undersøgelse af flerlingefamiliers forhold i Danmark, som jeg lavede i 2003, er den største af sin art nogensinde og den eneste danske undersøgelse. Jeg præsenterede undersøgelsen på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning i 2004.

Undersøgelsen afdækker kommunale tilbud til flerlingefamilier i Danmark fra flerlingernes fødsel til deres skolestart. Formålet var, at få sat fokus på den meget uensartede støtte og vejledningen af flerlingefamilier, som forekommer.

Alle kommuner i Danmark fik tilsendt et spørgeskema og 91,5% svarede (n = 248). Baggrunden for denne undersøgelse er det voldsomt stigende antal familier, som
får flerlinger samt en manglende specificering af serviceloven i forhold til, hvorvidt kommuner skal hjælpe disse familier – trods at en gennemgang af den eksisterende litteratur peger på, at disse familier er særligt belastede og i særlig risiko samt at tvillingers tidligste udviklingsvilkår følgeligt er særligt sårbare.

Følgende fire fokusområder søges afdækket:

  1. Aflastning i løbet af barselsperioden
  2. Tilbud fra sundhedsplejen
  3. Pasningsforhold ved barselsophør
  4. Skolestart

64,9% af kommunerne havde et eller flere tilbud, som faldt inden for denne
undersøgelses fokusområder:

  • 34,7% yder nybagte flerlingefamilier en eller anden form for aflastning i typisk de første 3-6 måneder.
  • I 34,7% af kommunerne tilbydes en udvidet service til flerlingefamilier indenfor sundhedsplejen, f.eks. en særlig flerlingesundhedsplejerske, udvidet besøg eller særlige flerlingemødregrupper.
  • 19,8% giver flerlingefamilier mulighed for at blive ansat som dagplejer for egne børn.
  • Kun 2,8% af kommunerne har en fast politik i forhold til flerlinger og skolestart, således at de enten anbefaler hver sin eller samme klasse. De resterende kommuner svarer, at de har en fleksibel tilgang, hvilket kan dække over en egentlig vidensbaseret stillingtagen til problemstillingen eller en manglende stillingtagen, som udmunder i en individuel vurdering fra gang til gang.

Overordnet set er der ingen sammenhæng mellem antal flerlingefødsler og udbuddet af kommunale tilbud til flerlingefamilier (τ = 0,182, p < 0,01). Kommunal tilbud om støtte til flerlingefamilier syntes at være tilfældig og ikke relateret til behovets omfang i en given kommune.

Download undersøgelsen her

Dette indlæg blev udgivet i Baby, Familien, Livet med tvillinger og tagget , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.