Tvillinger oplever hinanden i fostertilværelsen

Der findes beretninger, om at efterladte tvillinger, der har mistet deres medtvilling, før de blev født, kan have en udefinerbar oplevelse af at have mistet noget, som de ikke har bevidste erindringer. Nogle fortæller, at de altid har haft en følelse af at mangle noget, at savne næsten en del af sig selv. Men hvad ved vi egentlig om, hvordan tvillinger oplever hinanden i fostertilværelsen?

Man kan ikke rigtig undersøge det ufødte barns psykiske liv og derfor er der ikke nogen dokumenteret viden om, hvordan tvillinger oplever hinanden i forstertilværelsen.

Vi ved dog en del om fosterets udvikling og dette sammen med ultralydsobservationer sammenholdt med observationer af nyfødte tvillingers samspilskontakt giver os alligevel en vis adgang til, hvordan tvillinger oplever hinanden, allerede inden de bliver født.

F.eks. ved vi at fostrene allerede fra omkring uge 12-15 udviklet evnen til at lave alle de bevægelser, som de vil kunne udføre ved fødslen. Der opstår ikke nye bevægelser selvom hjernen modnes yderligere i resten af graviditeten. Det er således kun de eksisterende bevægelser som bliver organiseret og kombineret på forskellige nye måder.

Tvillinger vil altså fra omkring 12-15 graviditetsuge kunne mærke hinandens bevægelser og røre ved hinanden igennem fosterhinderne. Fra ultralydsobservationer af tvillingegravide, kan man se, at de første bevægelser og berøringer starter med langsomme initiativer fra den ene tvilling og langsomme reaktioner fra den anden.

[restrict … ]

Nu er der stor forskel på, hvornår gravide begynder at mærke liv, men det høre til sjældenhederne, at man som gravid mærker liv allerede omkring 15 uge. Dette indebærer, at dine tvillinger faktisk kan mærke hinanden, før du begynder at mærke dem!

Nogle tvillinger lader i fostertilværelsen til at søge hinandens berøringer, de rækker ud efter hinanden gennem fosterhinden eller retter sig imod de berøringer, der kommer, ved f.eks. at vende ansigtet hen imod den arm eller hånd, der nærmer sig. Andre tvillinger søger mere at undgå berøring og kan f.eks. gemme ansigtet ind i livmodervæggen eller tage armen op foran ansigtet, når en berøring nærmer sig.

Ikke al berøring udløser en reaktion hos medtvillingen. Hvis medtvillingen er i en hviletilstand eller er blevet vant til den stimulering/berøring, der kommer fra den anden, så udløser det mere sjældent en reaktion.

For spædbarnsforskningen ved vi, at nyfødte kan huske oplevelser, lyde og sanseindtryk endda historier og sange fra slutningen af graviditeten. Derfor må man også forestille sig, at tvillinger kan genkende og gentage den interaktion, de har haft med hinanden i fostertilværelsen, efter de er blevet født. Man må på denne baggrund forvente, at de allerede før fødslen har vænnet sig til, at mærke et særligt bevægelsesmønster fra deres tvilling og allerede har udviklet et særligt respons-bevægelsesmønster. I overensstemmelse hermed, har forskere kunnet sammenligne ultralydsobservationer med observationer af samme tvillingpar efter fødslen og herved dokumenteret en sammenhæng mellem bevægelsesmønsteret før fødslen og bevægelsesmønsteret efter fødslen.

Hvis du er gravid eller lige har født, så prøv at lægge mærke til, om dine tvillinger reagere på nogle særlige måder på berøringer fra hinanden. så kan du måske her få et glimt af, hvordan deres kontakt har været i løbet af graviditeten.

Læg dog ikke for meget i det, du observerer. Det er ikke særlig sandsynligt, at vi kan lægge nogen større social eller psykologisk mening ind i, hvorvidt tvillingerne fx søger eller trækker sig fra hinandens berøringer. De har næppe en bevidsthed om hinanden som personer med en social genkendelse. Kontakten mellem dem handler mest af alt om en vanthed (og dermed tryghed) ved at mærke hinanden. Det er først efter fødslen, i takt med at flere og flere sanseindtryk af hinanden kobles sammen, at man kan tale om, at de opbygger et egentligt forhold til hinanden.

[/restrict]

Dette indlæg blev udgivet i Fosterliv, Gravid, Tvillingeskabet og tagget , , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.