Gode råd om at give flaske

Her finder du lidt gode råd om modermælkserstatning og får bl.a. svar på, hvor mange flasker man har brug for til tvillinger, hvordan man udblander modermælkserstatning og hvilke overvejelser, du skal gøre dig, når du køber flasker.

Hvor mange flasker per barn?

Når du har tvillinger, har du brug for mindst 8-10 flasker per barn, så du slipper for at koge eller sterilisere mere end én gang i døgnet, og det vil spare dig tid.

Forskellige sutter har forskellige størrelse huller

Flaskesutter har forskellige størrelse huller, afhængig af om de er til vand, modermælkserstatning, vælling osv. og afhængig af barnets alder. Hvis du hælder af flasken, kan du se, hvor hurtigt mælken drypper ud. Der skal helst komme ca. 3 dråber ud i sekundet.

Hvor meget modermælkserstatning?

Et spædbarn har brug for ca. 150 ml. modermælkserstatning per kilo kropsvægt i døgnet. Et barn, der vejer 3 kilo, skal altså have 3 x 150 ml. = 450 ml. fordelt over ca. 6-10 måltider i døgnet.

Spar tid

Det kan spare tid, at udblande alle flasker til det kommende døgn, så de er klar til brug i køleskabet.

Opbevaring og holdbarhed

Noget modermælkserstatning er færdigblandet klar til at blive lunet, andet købes i pulverform og skal blandet med vand.

I de første levemåneder, frem til ca. 4 månedersalderen er det en god ide, at koge vand fra vandhanen, før det blandes med modermælkserstatningen. Selvom vi har så rent drikkevand i Danmark, handler det om at børnenes immunesystem i starten er mere sårbart og ved at koge drikkevandet, beskytter vi mod eventuelle bakterier. Fra omkring 4 måneder er børnenes immuneforsvar så stærkt, at det kan klare evt. bakterier og så kan du fint bruge postevand uden at koge det først.

Færdigblandede flasker skal opbevares i køleskabet, indtil de skal bruges. De kan holde sig max. 24 timer. Efter opvarmning skal modermælkserstatningen bruges med det samme eller kasserers.

Gør klar til natten

Det kan være en god ide, at have en termokande med kogende vand og en kande med koldt vand med i soveværelset, så kan du blande modermælkserstatning lige når det skal bruges.

Mange foretrækker at give begge børn flaske samtidig, selvom det kun er den ene, der vågner og er sulten. På den måde kan du måske få lidt mere søvn og det kan også hjælpe dem til at finde ind i en synkron vågne, sove, spise rytme.

Du kan overveje, om du vil give dem flaske ned, hvor de ligger og bygge op med nogle puder, som kan støtte flaskerne. Så har du for det første armene fri til at løfte dem op een ad gangen, hvis de har brug for at blive bøvset / gylpe. For det andet kan det give lidt mindre uro, at de ikke bliver flyttet rundt. Når de er færdige med flasken, kan du give dem en sut og så kan de måske lettere finde søvnen igen.

Temperatur

Modermælkserstatningen skal helst have kropstemperatur, når man giver det til børnene.

Varmer du flasken i mikrobølgeovnen, så skal flasken rystes grundigt inden brug.

Der findes særlige flaske- og babymadsvarmere som sørger for, at varmen bliver jævnt fordelt.

Det er altid en god idé, at du selv smager på det eller drypper et par dråber på dit håndled for at kontrollere temperaturen.

Følg altid brugsanvisningen på pakningen.

Flasker skal rengøres med vand og sæbe og flaskebørste og så gerne skoldes med kogende vand eller vaskes i opvaskemaskine ved min. 60 grader Sutten skal gerne koges et par minutter. Alternativt kan du købe en dampsterilisator.

Generelt gælder at sutteflasker:

  • Skal være nemme at gøre rene
  • Kunne holde til en tur på gulvet
  • Ikke må have skarpe kanter
  • Skal have tydelige skalainddeling, der ikke forsvinder i vask
  • Skal holde tæt.

Forbrugerrådet tester jævnligt forskellige mærker af sutteflasker, du kan sikkert finde deres seneste anbefalinger på Forbrugerrådets hjemmeside.

Dette indlæg blev udgivet i Baby, Flaske og modermælkserstatning og tagget , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.