Tvillingers psykologi er stadig præget af patologisk tradition, især mht adskillelse

Omkring 1940érne begynder forskere at interessere sig for tvillingeskabet og tvillingers psykologi. Indtil da har man siden 1922 primært været interesseret i tvillinger i forhold til forskning i arv/miljø spørgsmål. Dortothy Burligham udgiver de første 3 artikler om tvillingers psykologi og beskriver her en række vanskeligheder, som hun mener at være udløst af tvillingerelationen. Burlingham beskriver på denne baggrund tvillingeskabet som en maladaptiv og patologisk relation, der kan hæmme det enkelte barns udvikling og i værste fald medføre psykologisk fejludvikling, hvis ikke man griber ind i tvillingeskabet.

Det første studie af tvillingeskabet får store konsekvenser

Burlinghams konklusioner får store konsekvenser, for de bliver i høj grad en rettesnor for den videre forskning i tvillingeskabets psykologisk betydning, helt frem til vores nutid. År 2000 er udgivelsesår for den nyeste artikel, som jeg har kunnet finde, som ukritisk og uden stillingtagen til generaliserbarheden af hendes studie, citerer hendes konklusion.

Desværre siger Burlinghams studie meget lidt om almindelige tvillingers psykologi. Lad mig uddybe hvorfor. Så skal jeg bagefter komme ind på, hvordan det stadig præger holdningen til tvillinger.

  • For det første er 3 tvillingepar (6 børn) er et meget lille grundlag at generalisere ud fra.
  • For det andet havde Burlinghams tvillinger fra spæde af og i hele undersøgelsesperioden været institutionaliseret på The Hampstead War Nursery, et børnehjem i efterkrigstidens England, hvor den dominerende pædagogik fra ro, regelmæssighed og renlighed. De havde med andre ord ikke på undersøgelsestidspunktet haft et normalt opvækstmiljø og repræsenterer derfor en såkaldt “klinisk population”. Man bør ikke generalisere fra en klinisk population til en normal population.
  • For det tredje var det ene tvillingepar et reduceret trillingepar, de to tvillingebørn havde altså mistet deres trilling. Så er vi nede på to sæt tvillinger!
  • For det fjerde beskrives det ene barn, i det andet tvillingepar, som sandsynligvis havende en psykisk forstyrrelse. Så står vi tilbage med ét tvillingepar!

Konklusionen at tvillingeskabet kan føre til fejludvikling/hæmme det enkelte barns udvikling, vokser altså ud af et studie af et tvillingepar, som er forældreløse og bor på børnehjem i efterkrigstidens England.

Desværre bliver det ikke kun ved dette ene tvillingepar. Forskere leder nu efter yderligere beviser på, at tvillingeskabet er en problematisk relation (se f.eks. Demarest & Wineston 1955; Lassers & Nordan 1978; Johnston & Johnston 1982; Ainslie 1997; Kelleher et al. 2000), som alle referer til Burlingham.

Burlinghams studie bliver således arnestedet for en forskningstradition, der fokusere på ulemper, fejludvikling og psykopatologi knyttet til at vokse op i den nære relation, som tvillingeskabet udgør.

Denne problematiserende og patologiserende (dvs. sygeliggørende) forskning bygger i vid udstrækning på single casestudier af en primært klinisk population, hvilket netop ikke kan generaliseres til almindelige tvillinger. Singlecase studier er gode til at beskrive et fænomen kvalitativt, men den slags studier må ikke generaliseres som det normative for en hel befolkningsgruppe, som f.eks. gældende for “alle tvillinger”. Præcis samme problematik, som Burlinghams studie led af.

Og nu kommer jeg til, hvordan den patologiske holdning stadig præger forståelsen af tvillingers psykologi:

Tvillingeskabet er blevet set som en sårbarhed, der kunne medføre fejludvikling

Gennem årene har man på grundlag af en søgen efter sårbarheder knyttet til det at vokse op som tvilling (en patologiserende diskurs), “dokumenteret” hvordan tvillingeskabet hæmmer det enkelte barns udvikling af f.eks. individualitet og selvstændighed (Athanassiou 1986: Lassers. & Nordan 1978; Castellet y Ballara & Bollea 1994), socialitet (Lander 2008), sprog (Zazzo 1976) og hvordan tvillingeskabet antages at medføre afhængighed/dependens (Feilgelson 1983; Lander 2008; Shave & Ciriello 1983) og identitetsforvirring (Castellet y Ballara et al. 1994; Feigelson 1983; Lander 2008; Leonard 1961). Mon ikke du kan genkende mange af disse problemstillinger, for den tilgængelig håndbogslitteratur om tvillinger? Problemstillingerne bliver nemlig fortsat (og ofte ukritisk) gengivet igen og igen. Myten om, at tvillinger bliver mere selvstændige af adskillelse lever stadig – uden at vi tager kritisk stilling til hvornår dette vil være tilfældet, i hvilke situationer og hvilket omfang samt under hvilke omstændigheder…. Dvs. vi bærer stadigvæk noget af den patologiserende diskurs med os. Hvad nu, hvis diskursen i stedet havde haft fokus på et ressource perspektiv, ville man så have båret rundt på en myte om, at tvillinger bliver mere selvstændige af at være meget sammen?

Måske bliver det lidt ordkløveri nu. Men jeg håber, at du forstår min pointe. Hvordan ved vi, det vi ved, om tvillingers psykologi?

Det er værd at være opmærksom på, hvilket videnskabeligt grundlag problematiseringen af tvillingeskabet gennem årene har været bygget på og det er værd at være opmærksom på, hvornår vi samfundsmæssigt har taget en myte så meget til os, at den er blevet til en sandhed, vi ikke længere tager kritisk stilling til….

I rigtig mange år er tvillingeskabet næsten per automatik blevet opfattet som en mulig kilde til problematisk udvikling hos det enkelte barn. Jeg har haft mange rådgivninger med tvillingeforældre, hvor skole eller institution har oplevet en eller anden problematik omkring et tvillingepar og det første, der gribes efter, er at adskille tvillingerne. Som om ethvert problem, et tvillingebarn kan have, løses bedste ved at nulstille tvillingeskabet.

Adskillelse har været og er stadig i mange henseender den dominerende tilgang til håndtering af et hvilket som helst problem i relation til tvillingers udvikling! Selv i situationer hvor adskillelse ligefrem kan tænkes at forværre den foreliggende problematik, f.eks. hvis børnene er meget afhængige af hinanden, så bliver det meget let det, man (ukritisk?) griber til.

Et ressourceperspektiv dukker frem

Først omkring 2000 begynder fokus forskningsmæssigt at skifte, således at der nu foreligger mere og mere videnskabelig dokumentation for at betragte tvillingeskabet som en ressource i det enkelte barns udvikling. En dokumentation som bygger på større kvantitative studier af en normal population.

Der er således langt om længe fokus på tvillingeskabet som en ressource i det enkelte barns udvikling – således som mange tvillingeforældre altid har vidst.

Man har eksempelvis afproblematiseret tvillingers identitetsudvikling, man har set på betydningen af, at tvillinger følges ad i forbindelse med skolestart og man har undersøgt betydningen af at dele venner i forhold til antal venskaber og meget, meget mere.

I takt hermed ser vi heldigvis også et skift i måden fagfolk anbefaler at håndtere tvillingeskabet på. Hvis tvillingeskabet primært betragtes som en ressource i det enkelte barns udvikling, vil man i langt mindre grad anbefale adskillelse end man hidtil har gjort, også når der evt. opstår problemer med sociale færdigheder, sprogudvikling, dominans eller afhængighed – som der jo kan gøre for alle børn uanset om de er tvilling eller ej.

Ressourceperspektivet som kontrast til den patologiske diskurs gør, at der ikke længere er en “rigtig” og en “forkert” måde at håndtere tvillinger og adskillelse på – men vi skal sætte os grundigt ind i, hvad vi søger at opnå og om vi, med den eksisterende viden om tvillingers psykologi, reelt kan forvente, at dette vil kunne opnås.

Dette indlæg blev udgivet i Tvillingeskabet og tagget , , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Helle er autoriseret psykolog, cand.psych. og har arbejdet med tvillinger og tvillingefamilier siden 2000. Hun har vundet The Galton Award på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning i 2004 for sin nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie. I 2012 har Helle holdt oplæg om betydningen af tvillingers indbyrdes forhold i forbindelse med skolestart på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning. Dertil er Helle selv mor til tvilinger. Helle har psykologklinikken http://www.Familie-Terapi.info i København, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi samt arrangerer workshops om tvillinger særligt for tvillingeforældre og tvillingegravide. Derudover tilbyder Helle forældrerådgivning samt supervision og konsultativ bistand til skoler, institutioner og pædagogisk psykologisk rådgivning. Helle er en efterspurgt foredragsholder og har i mange år været med i VIP-gruppen i Dansk Center for Undervisningsmiljø.