For tidlig fødsel og lav fødselsvægt blandt tvillinger

Når man er gravid med flerlinger er risikoen for at føde for tidlig (dvs. før 37. graviditetsuge) væsentlig større, end hvis man var gravid med ét barn:

Ca. 55% af alle tvillingegravide føder for tidligt. Det er 6 gange så hyppigt som for enkeltgravide. Tvillinger fødes gennemsnitligt i 36. graviditetsuge. Fødes tvillinger i uge 38, regnes de for fuldbårne.

Ca. 90% af alle trillingegravide føder for tidligt. Det er 11 gange så hyppigt som enkeltgravide. Trillinger fødes gennemsnitligt i 32. graviditetsuge.

Til sammenligning fødes ca. 6-7% af alle enlinger for tidligt (dvs. før uge 37).

Gennemsnitsvægten for for tidligt fødte tvillinger er ca. 2.300 gram og for trillinger ca. 1.700 gram. Fordelt på forskellige fødselstidspunkter, viser en undersøgelse, at tvillinger i gennemsnit vejer følgende:

Født i uge: 24-27 28-31 32-36 37-42
Gennemsnitlig vægt i gram: 822 1315 2095 2689

Alt andet lige så er det bedre jo mere børnene vejer. Uanset hvornår barnet forløses, taler man om en lav fødselsvægt, hvis vægten er under 2500 gram. For tidligt fødte har ofte en lav fødselsvægt, men det er ikke alle børn med lav fødselsvægt, som er født for tidligt. Børn med lav fødselsvægt kan have nogle af de samme vanskeligheder som for tidligt fødte børn.