Tillykke – du skal have tvillinger!

Denne side er til dig, der lige har fået at vide, at du venter tvillinger!

Chokfasen

Hvis du lige har fået at vide, at du venter tvillinger, befinder du dig sandsynligvis stadig i chokfasen. Eller måske har I længe prøvet at få børn uden held – og er nu lykkelige over at få to på én gang.

Uanset hvad, så fatter man ikke helt, er der er to børn, der ligger ”derinde” og vokser. I starten oplever mange, at deres verden styrter sammen om dem, og en del tvillingegravide tuder i dage, uger eller måneder. Noget af dette skyldes måske ”tabet af enebarnet”, især hvis man er førstegangsgravid og derfor synes, at man aldrig kommer til at opleve den ultimative symbiose, som mor-barn forholdet er, når der er ét barn. Man kan også være bekymret for, om man har kærlighed nok til to, om man kan være en god nok mor og om man nogensinde får tid til andet end børn. Har man børn i forvejen fortæller mange, at de bekymre sig for, hvordan de skal få tid nok til den store, når der er to eller tre spædbørn, der kræver dem.

Her er det vigtigt at huske på, at det er nok at gøre sit bedste, at tvillinger også giver mange glæder og at den allerførste tid, som kan synes hård, er relativ kort (taget i betragtning af at børnene om få år hellere vil være sammen med legekammerater end med dig!) – og så endelige, hvis du skulle komme til at føle dig utilstrækkelig: Det er ikke dig der er utilstrækkelig, men opgaven der er overvældende!

“Redebygge-instinktet” (at få alting på plads) bliver for mange kvinder dobbelt så stort. Og det kan være en god idé, at lytte til dette og forberede sig på det praktiske i god tid.

Kommende fædre kan i det skjulte fortryde, at de fik børn med én ”som lægger to æg” og fatter måske slet ikke, hvad det er, der har ramt dem. Mange fædre fortæller om, at de oplever en frygt for at blive bundet og miste deres frihed, en bundethed som tvillingemødre fortæller de oplever, når børnene er kommet til verden.

For nogle mænds vedkommende hjælper det, at komme med til de hyppige scanninger, som kommer i slutningen af graviditeten. Det kan gøre det hele lidt mere virkeligt for dem. Generelt bliver mange tvillinge- og trillingefædre stolte over, at have lavet to eller tre børn (selvom det jo er kvinden ”skyld”) og skynder sig at sætte “Rigtige mænd får tvillinger” i bagruden på bilen.

Som kommende tvillingefar er det vigtigt at være opmærksom på, at din roller bliver næsten lige så aktiv som din partners, hvis jeres fælles liv skal hænge sammen – også om natten. Det kan opleves som om, man mister sin kæreste/kone lidt – to spædbørn fylder meget – men det er trods alt ikke for evigt. Prøv at få aflastning udefra, så der også bliver tid til parforholdet.

Graviditet

I mange bøger om tvillinger står beskrevet, hvordan alle graviditetssymptomerne, så som træthed, kvalme, halsbrand, vand i kroppen osv. osv. bliver værre med en tvillingegraviditet. Graviditeten behøver ikke at være anderledes end en enkeltgraviditet og en tvillingefødsel er ikke dobbelt så hård/lang.

Senest 2 hverdage efter fødselen skal I anmelde fødslen til Jeres sognepræst/kirkekontor. Jordemoderen på hospitalet udleverer en blanket hertil. Sammen med blanketten skal i aflevere begge forældres dåbs- eller navneattester og eventuel vielsesattest. Så det er en god idé, at have taget kopier heraf i forvejen. Du kan læse mere på Kirkeministeriets hjemmeside også om, hvordan du skal forholde dig i forbindelse med navngivning/dåb. I dag kan dette også gøres on-line.

Fødselsforberedelse

Nogle fødesteder tilbyder fødselsforberedelse specielt for flerlingegravide – der kan være tale om teoriundervisning omkring tvillingefødsel og forløsning med eller uden graviditetsforberedende øvelser, så som afslapnings- og kropsbevidsthedsøvelser med åndedrætsteknik. Andre fødesteder har ingen særlige tilbud til flerlingefødende.

Når man er gravid med tvillinger, kan det være en god idé ikke kun at forberede sig på selve forløsningen, men også forberede sig på hvordan man klarer hverdagen med to (måske for tidligt fødte) spædbørn. Undersøgelser tyder på, at oplevelsen af at “mestre” livet med tvillinger i den første tid fremmes, hvis forventningerne har været realistiske.

Fødselsforberedelse og netværk med andre tvillinger er en rigtig god idé, fordi traditionelle råd omkring amning, trøst og søvn bare er anderledes, når der kommer to eller tre. Yahoo f.eks. har en meget aktiv chatgroup for tvillingeforældre, men ellers kan man i nogle kommuner få sundhedsplejen til at hjælpe med at etablere tvillingemødregrupper – eller måske danne netværk med sin tvillinge-fødselsforberedelsesgruppe.

I Valby i København tilbyder Familie-Terapi fødselsforberedelse for tvillingegravide.

Fødsel / forløsning

Ca. halvdelen af alle tvillinger fødes i uge 36, man regner tvillinger for født til termin, når de fødes i uge 38, og på de fleste fødesteder vælger man at sætte fødslen i gang i uge 38. En tvillingefødsel er en meget mere medicinsk fødsel, og der vil være meget mere personale til stede, når man føder.

Ca. halvdelen af alle tvillinger forløses ved kejsersnit, som kan være enten akut eller planlagt. Et kejsersnit er i dag et rutineindgreb.

55% af alle tvillinger fødes for tidligt, og kan have brug for f.eks. ekstra støtte til vejrtrækningen. Undersøgelser viser at for tidligt fødte tvillinger har mere modent immuneforsvar og organer end tilsvarende for tidligt fødte enlinger.

På barselsgangen

Besøgstiden på de fleste fødesteder er ca. 2 x 1½ time i løbet af dagen (dog frit for far og søskende). Det lyder umiddelbart ikke af meget, men for de fleste nybagte forældre er det dog mere end rigeligt. Særligt med tvillinger har man brug for at hvile i løbet af dagen, og det kræver også ro, at få amningen til at fungere.

Det kan være en god idé, at gøre venner og familie opmærksom på, at besøgstiden er af hensyn til Jer og de nyfødte. Mange gange kan man få personalet til at hjælpe med at ”smide” gæster hjem, så man ikke selv skal lege bussemand. Er den helt galt med forståelse fra familie og venner, kan man blive ”hemmeligt indlagt”, dvs. at besøgende ikke kan få oplyst, hvorvidt man er indlagt på hospitalet eller ej, og så får man jo helt sikkert fred.

Vær forberedt på, at alle gerne vil holde de små nye vidundere: For nogle forældre er det grænseoverskridende, mens andre ville blive fornærmet, hvis ingen bad om lov til at holde deres nyfødte. Uanset hvordan du har det, så er det en god idé at melde klart ud.

Den første tid hjemme

Overvej om I orker at have gæster den første tid. Måske er det bedre, at opfordre folk til at komme på besøg på hospitalet, hvor I ikke skal varte op. Får I mange besøgende hjemme, så er det en god idé at slække lidt på formerne; anskaf evt. plastikservice til gæsterne eller bed dem tage opvasken efter sig.

Alle vil gerne lære de nyfødte børn at kende, men det vigtigste forhold er forældre-børn forholdet. Mange nybagte forældre sætter pris på praktisk hjælp og vil helst selv tage sig af børnene – også selvom der er to. Andre kan trænge til at tage sig af noget andet end børn. Det kan derfor være en god idé, at være meget tydelig mht. hvad man har brug for.

Ulvetimen

I tidsrummet mellem ca. kl. 17 og kl. 20 viser undersøgelesr at spædbørn generelt er mere bøvlede og er nogle er måske kun rolige, hvis de får lov at hænge på en tryg arm. Nogen gange er det endda kun mor, der duer, selv for de helt små. Derfor kalder man dette tidsrum for Ulvetimen.

Ulvetimen er især vanskelig for flerlingeforældre, som jo både skal tage sig af to bøvlede børn og få lavet mad og spist. Enhver kan spise med et barn på armen, men det er ikke hensigtsmæssigt (eller særlig let) at stå foran et komfur og røre i gryden med én hånd, mens man har en baby på den anden arm.

Det kan være en hjælp, at have masser af færdigmad i fryseren.

Dobbelt amning

Det vigtigste for en vellykket amning er, at du tror på det. Stress og manglende hvile kan påvirke amningen negativt. Mælkeproduktionen tilpasser sig behovet, dvs. at hyppige amninger og natteamning sætter produktionen i vejret. Din krop har givet næring til to fostre i ni måneder, så kan den også lave mælk til to!

Når du netop har født, går der et par dage før mælken løber til. I denne periode er der en meget næringsrig råmælk – også selvom du ikke kan se det. Får dine børn alligevel brug for noget ekstra, så giv dem det i kop frem for flaske, ellers kan børnene blive forvirrede, fordi amning kræver en anden sutteteknik. På hospitaler som er godkendt spædbørnsvenlige har de den seneste viden om amning. Vil man amme, er det en god idé, at få børnene lagt til brystet så hurtigt som muligt efter fødslen – evt. nøgne, så I får hud mod hud kontakt.

I starten kan man godt føle sig lidt som Nora Malkeko – især når børnene i løbet af én amning falder ind i hver sin sutterytme. Samtidig er man også pavestolt og det overskygger hurtigt følelsen af at være en malkeko. Efterhånden som amningen er etableret og fungere (det kan tage flere uger), vil nydelsen, nærheden og hyggen træde i forgrunden. Det kan være skønt at amme, og tvillingemødre kan også amme tvillinger længe: Lav delmål, f.eks. 4 måneder (som anbefalet af sundhedsstyrelsen), og tag dernæst én måned eller bare 8 dage af gangen – pludselig har du ammet et halv eller et helt år! Det er ikke umuligt for tvillingemødre, man høre det bare ikke så tit.

Gode råd: Få lagt børnene til så hurtigt som muligt, hvis det ikke er muligt, så nulre dine brystvorter for at stimulere mælkeproduktionen indtil det er muligt. Undgå brug af sut og sutteflaske før amningen er etableret og giv aldrig flaske lige efter ren amning! Se evt. Ammekomiteen.

Dobbelt arbejde

Det kan være svært at forestille sig, hvilken arbejdsbyrde det er at have to små spædbørn, og mange kommende tvillingeforældre undervurdere arbejdsbyrden. Meget afhænger dog af, hvordan du oplever overgangen til moderskabet/faderskabet. Men lad det ikke komme bag på dig, at du som nybagt forældre til tvillinger ikke får tid til dig selv! Husk, at det er en kort periode i dit og dine børns liv. Der kommer et tidspunkt i Jeres fælles liv, hvor du måske ville ønske, at de krævede mere af dig. Prøv at nyde, hvordan de to små fantastiske skabninger vokser i lyset af din kærlighed: Det er også dobbelt glæde! Det bedste råd, du kan få, er at kende dine begrænsninger og acceptere dem. Det er godt nok, at gøre det bedste man kan!

Når man får tvillinger, har man brug for hjælp. Der kan dog let opstå mange misforståelse, som man måske ikke har kræfterne til at rede ud, når man med sorte rander under øjnene står med to grædende unger på armen og nullermændene er blevet større end katten.

Nogle forældre sætter pris på hjælp med børnene, så de kan få tid til sig selv, andre kunne ikke drømme om at lade andre passe deres spædbørn. Hvordan du har det, ved du, når du får dine børn i armene for første gang – dét kan på godt og ondt ændre alle forudantagelser! Uanset hvordan du har det med pasning af dine børn, så har du også brug for praktisk hjælp.

Dine tvillinger skal deles om deres mor, og har brug for al den tid sammen med hende, som de kan få. Prøv på forhånd at få venner og familie til at forstå, at praktisk hjælp er dét, du har allermest brug for, og at det vil give dig mere tid og overskud til at være mor/far for dine børn.

Fælles rytme

Fælles rytme handler om, at børnene spiser og sover samtidig. Det betyder, at man ammer begge/giver begge flaske, når den ene er sulten, og at man vækker den ene, hvis den anden vågner eller rokker seng/barnevogn indtil begge er udhvilede, og ikke kun den ene.

I starten kan badning bruges som en måde at ”justere” børnene i forhold til hinanden, fordi nogle børn bliver trætte af at blive badet, andre opstemte.

Fælles rytme er ikke noget som én gang for alle bliver etableret. Børn udvikler sig så hurtigt, at der det første år mere eller mindre hele tiden skal arbejdes på at fastholde den etablerede rytme.

Mange tvillingefamilier trives med en fællesrytme, blandt andet fordi dobbeltamning sparer tid. Men hvis hver sin rytme passer Jeres familie bedre, så hold ikke fast i synkroniseringen for enhver pris.

Trøste to børn samtidig

To ulykkelige spædbørn på samme tid er enhver nybagt tvillingemors mareridt. I starten kan det være svært, at trøste begge på én gang, især fordi det kan være svært at bære dem begge, når de ikke selv kan holde hovedet.

Hvis begge børn græder, kan man lægge f.eks. tvilling A i barnevognen og rokke med én hånd, mens man har tvilling B på den anden arm og trøster ham/hende. Når tvilling B er rolig, kan man så bytte rundt på børnene. Bytter man for hurtigt kan det dog blive skruen uden ende – det vigtigste er, at du bevarer roen! Når børnene bliver større kan man efterhånden trøste begge på én gang, ved at tage begge i armene samtidig.

Bedsteforældre og omgivelserne

Når forældre og svigerforældre bliver til bedsteforældre kan der opstå konflikter. Selvom man ikke skulle tro det, er det stor forskel på, hvordan man anbefalede forældre, at drage omsorg for deres spædbørn for 30 år siden og hvordan man gør i dag.

Amning kan være en hyppig kilde til konflikter. Bestil evt. folderen “Bedsteforældre og Amning” (gratis) hos SCA til de kommende bedsteforældre, så dine holdning ikke bliver opfattet som en kritik af dem. En vellykket amning forudsætter opbakning fra omgivelserne. Du har ikke brug for at høre på tvivl om, hvorvidt du har for lidt mælk til to børn, ammer for tit, ikke skal amme om natten eller overfodre dine børn mv.

Konflikter kan også opstå omkring forskellige forventninger til f.eks. den første tid efter fødslen: Der kan være forskellige forventninger til hvor meget/lidt bedsteforældre skal involverer sig samt mht. om de tilbyder hjælp og i givet fald hvilken hjælp. Mange bedsteforældre tilbyder deres støtte og hjælp, når de får den glædelige nyhed om tvillinger.

Misforståelser kan let opstå, hvis de mener, at hjælpen kun vedrører børnepasning, især hvis I måske selv synes, at I har for lidt tid til hvert enkelt barn og mest har brug for praktisk hjælp, så I får mere tid til børnene. Måske synes I slet ikke, at spædbørnene skal passes af andre end mor og far, mens de er spæde, hvilket bedsteforældre let kan opfatte som manglende tillid til dem. Prøv at få talt ud om tingene på forhånd, men vær forberedt på, at Jeres holdninger kan forandres radikalt, i det øjeblik I står med Jeres nyfødte vidundere i armene.

Barselsorlov og børnepasningsorlov

Barselsorloven er 1 år på fuld dagpengesats, med mulighed for yderligere 14 uger, såfremt den samlede orlovsydelse fortsat ville svare til et års fulde dagpenge. De 52 ugers barselsorlov kan fordeles mellem forældrene (næsten) som det passer dem og forældrene afgør selv på hvilke tidspunkter, de vil afholde den – dog senest inden børnene er fyldt 9 år. I de første 14 uger efter fødselen får faderen mulighed for at bruge noget af orloven sammen med moderen, denne periode har hidtil kun været forbeholdt moderen.

I 2002 blev der vedtaget en lov, som giver mulighed for at man kan få betaling for at passe sine egne børn. Vel at mærke, hvis den kommune, man bor i har valgt at indføre det, det er nemlig valgfrit.

Offentlig støtte til flerlingefamilier – flerbørnstilskud og praktisk hjælp

Flerlinger får pt. kun én barsel til deling. Flerlingeforældre får kun ét ekstra fødsels SU klip. Ud over ”børnefamilieydelsen” som alle børnefamilier får, får flerlingeforældre også et særligt ”flerbørnstilskud” frem til børnene bliver 7 år.

Mht. praktisk hjælp er det pt. op til den enkelte kommune, hvorvidt de har en ordning på området. Ca. 1/3 af alle danske kommuner tilbyder en eller anden form for aflastning i den første tid. Kommunen kan træffe politisk beslutning om en særlig ordning og i mangle heraf kan sagsbehandleren i forvaltningen jf. servicelovens pgf. 40 yde praktisk støtte.

Mange kommuner har ikke en ordning, fordi de aldrig har fået henvendelser fra flerlingefamilier, om behovet for hjælp. Det er derfor vigtigt, at søge sin kommune om hjælp, hvis der ikke er en ordning.

Identitet: Navne- og øgenavne, sammenligninger, tøjvalg m.m

Tvillingeskabet skal respekter, men ikke gives unødig opmærksomhed. Derfor er det vigtigt, at omgivelserne ikke bliver vant til at opfatte tvillingebørn som blot et par, men dog tager hensyn til at tvillinger kan have et særligt bånd.

Når man vælger navne til sine tvillinger, kan man vælge navne, der fremhæver dem som unikke individer frem for som den ene halvdel af et par. Det kan f.eks. være Julie og Mads frem for f.eks. Mads og Mette. Måske skal man også overveje om navne, der klinger meget ens (som f.eks. Anders og Andreas, Lone og Line eller Pia og Per). , vil bestyrke omgivelsernes opfattelsen af børnene som et par frem for enkelt individer. Omgivelsernes måde at opfatte tvillinger på, vil afspejle sig i måden de behandler tvillinger på, hvilket vil være med til at påvirke tvillingernes selvbillede.

Som kommende tvillingeforældre skal man for øvrigt finde dobbelt så mange navne – på Københavns Universitets Institut for navneforskning kan du finde en oversigt over godkendte pige- og drengenavne.

Øgenavne kan også bestyrke opfattelsen af børnene som et par frem for to selvstændige individer, f.eks. Knold & Tot, Chip & Chap, Karius & Baktus, Tante 1 & Tante 2, “Bin” & “Laden” (hvis de er nogle bøller), “Pjok” & Pjevs” (hvis de bliver syge) – eller bare fælles-betegnelsen “tvillingerne”, når børnene omtales.

Med tvillinger er der større risiko for, at man ubevidst komme til at tillægge børnene roller og egenskaber, de ikke har eller overse egenskaber, de rent faktisk har. Det skyldes, at mange ofte komme til at omtale tvillingerne, som f.eks. ”den stille” og ”den vilde” eller den ”generte/tilbageholdene” og ”charmetrolden” osv. Sådanne antagelser kan let blive selvopfyldende profetier på bekostning af egenskaber, som så overses.

Uskyldige udsagn som “hun er vist den stille” indeholder en (ofte ubevidst) sammenligning af tvillingerne, i modsætning til udsagn som f.eks. “hun er et stille barn”, der jo ikke underforstået siger “stille i forhold til medtvillingen”. Dette er ment som et eksempel på, hvordan man ubevidst let kommer til at lave sammenligninger. Det er i forhold til tvillinger værd at overveje, hvordan man selv og de nærmeste omgivelser omtaler tvillingerne og ikke mindst være opmærksom på, hvordan man som forældre tillader andre, at tale om sine tvillingebørn – især i børnenes påhør!

Sammenligninger tvillinger imellem er uheldigt, fordi det understreger, at de primært er noget i kraft af hinanden, frem for primært at være noget i kraft af sig selv!

For at hjælpe omgivelserne med opfatte tvillinger som to selvstændige børn i et særligt søskendeforhold kan det være en god idé, at klæde dem forskelligt, eller i alt fald spare de ens sæt tøj til særlige lejligheder – tvillinger, der senere selv vælger ens tøj, skal selvfølgelig også have lov til dét. Der skal være plads til både lighed og forskellighed!

Husk også at tage billeder af børnene hver for sig – og hvis de ligner hinanden meget så få skrevet på, hvem der er hvem, mens I kan huske det. Det kan være svært at se 6 måneder senere!

Mange fagfolk har en antagelse om, at tvillinger som udgangspunkt udvikler en fælles vi-identitet, og kan have svært ved at blive selvstændige og få en uafhængig jeg-identitet, hvis de ikke får en adskilt hverdag. Der er derfor en tendens i tiden til at adskille tvillinger i institution og skole. Dette er aldrig blevet forskningsmæssigt påvist og bygger i øvrigt på forældet psykoanalytisk teori. Nyere forskning viser, at selvoplevelsen til dels er medfødt og man kan derfor stille tvivl ved om adskillelse er nødvendigt for udvikling af selvstændighed.

Som tommelfingerregel er det ikke nødvendigt at adskille tvillinger, med mindre de hæmmer hinanden, mistrives i tvillingeskabet eller selv beder om f.eks. at gå i hver sin klasse. Små tvillinger bruger hinanden som “tryg base” og kan blive dobbelt kede af det og dobbelt bange, hvis de skal være væk fra både forældre og medtvilling. Undersøgelser viser, at adskillelse for små tvillingers vedkommende kan påvirke indlæringsevnen negativt.

Endelig kan fysisk adskillelse fører til større følelsesmæssig afhængighed – lidt lige som en forelskelse mellem mand og kvinde kan blusse op ved adskillelse (“distance makes the heart grow fonder”). Af samme grund er det også vigtigt ikke at komme til at “overindividualisere” tvillinger, dvs. opfatte dem som to enkeltindivider på bekostning af hensynet til deres særlige forhold.

Dette indlæg blev udgivet i Baby og tagget af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Helle er autoriseret psykolog, cand.psych. og har arbejdet med tvillinger og tvillingefamilier siden 2000. Hun har vundet The Galton Award på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning i 2004 for sin nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie. I 2012 har Helle holdt oplæg om betydningen af tvillingers indbyrdes forhold i forbindelse med skolestart på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning. Dertil er Helle selv mor til tvilinger. Helle har psykologklinikken http://www.Familie-Terapi.info i København, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi samt arrangerer workshops om tvillinger særligt for tvillingeforældre og tvillingegravide. Derudover tilbyder Helle forældrerådgivning samt supervision og konsultativ bistand til skoler, institutioner og pædagogisk psykologisk rådgivning. Helle er en efterspurgt foredragsholder og har i mange år været med i VIP-gruppen i Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Skriv et svar